Ancelotti: Jeg har intet imod, at vi stiller os tilbage og spiller på kontra
Carlo Ancelotti mødte pressen efter 2-1-sejren i går aftes imod Real Sociedad, der blev sikret på scoringer af Fede Valverde og Joselu. Om opgøret sagde han:
- Ud af fem spillede kampe har vi startet tre med at indkassere mål. Det skal vi undgå, fordi det er svært at komme tilbage fra, og du skal gøre en større indsats, hvilket vi så i dag. Ovenikøbet var det i dag (i går, red.) mod en modstander, der spiller rigtig godt fodbold. Vi opnåede det takket være holdets engagement, energi og vilje, som har været en konstant i disse kampe. Vi er i stand til at sætte en intensitet, som det er svært for modstanderen at holde i 90 minutter.
- Første halvleg var ikke dårlig. Vi forsøgte at presse højt, men modstanderen havde en meget høj defensiv linje, så vi var nødt til at angribe mere direkte. Kampen var god, selvom det indkasserede mål kom i en situation, som vi havde overvejet på forhånd. Real Sociedad plejer at gøre dette, og vi diskuterede det før kampen. Nogle gange har modstanderen kvaliteten til at gøre det og overraske. Vi har mange muligheder for spillere, der kan score mål, men vi kan ikke tillade os at indkassere mål og starte med at komme bagud.
Ancelotti reagerede på Joselus 2-1-mål ved at tage selvsamme målscorer ud samtidig med holdets ankermand, Tchouaméni. Om dette alternative taktiske valg sagde han:
- Vi sænkede vores blok, fordi vi havde en føring, og jeg skiftede til en 4-4-2 med Bellingham på venstre fløj og derefter til en 4-5-1. Vi havde brug for at forsvare os godt, og det gjorde vi. Jeg har ikke noget imod at have en lav blok og spille på kontraangreb. Vi vil gøre det, når det er nødvendigt. Efter det 70. minut krævede kampen forsvar og kontraangreb.
Om Fran García, der fulgte op på en tvivlsom første halvleg med assists til begge scoringer i anden:
- Kubo (der stod over for Fran, red.) spillede rigtig godt og var meget farlig. I første halvleg gjorde han (Fran, red.) det godt, og i anden halvleg leverede han to fantastiske assists, der gjorde, at vi kunne vinde kampen.
Om Joselu, der igen kom på måltavlen på Santiago Bernabéu:
- Han er en garanti i vores offensive spil, fordi han spiller godt med både ryg og front mod målet. Han er meget farlig i modstanderens straffesparksfelt og har et godt hovedstød. Vi ved, hvad han kan bidrage med. Foran har vi ingen spillere med de samme karakteristika, og det er meget vigtigt, da han står klar i feltet. Det er ikke tilfældigt, at han har scoret i begge hjemmekampe, fordi der er flere muligheder for mål. Hvis han ikke havde scoret, ville jeg stadig have overvejet at skifte ham ud, fordi jeg ønskede mere kontrol på midtbanen. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage ham ud eller ej efter målet.
Om Bellingham:
- Han spillede en komplet kamp og arbejdede meget. Han kom ikke meget ind i modstanderens straffesparksfelt, bortset fra den sidste aktion med Brahim. Real Sociedad har en meget høj forsvarslinje, og det gjorde det sværere for ham.
Om Carvajal:
- Vi får bredde fra begge backs, derfor er han mere fremad på banen, når vi har bolden. Da vores angribere er mere centrale, har vi brug for backs, der er højere oppe på banen.
Om Rodrygo:
- Jeg kunne lide hans positionering mellem linjerne. Han og Valverde er nogle af de mest påvirkede af denne landskampspause, da de først ankom torsdag aften. Det er ikke så nemt at komme sig efter at have været væk og ankomme så sent. Han scorede ikke, men det gør ikke noget.
