Real Madrid kan hæve lønudgifter i denne sæson
LaLiga har offentliggjort de tilladte lønbudgetter for de spanske klubber for den kommende sæson og for de klubber, som har styr på både indtægt- og udgift-siden er der gode nyheder.
Real Madrid har nemlig fået lov til at hæve deres lønudgifter til hele førsteholdstruppen, inklusive stab mv. til 727,45 millioner € og det er en stigning på knap 50 millioner € i forhold til sidste sæson. Hele 12 af de 20 LaLiga-klubber kan ligeledes bruge flere penge på lønudgifter i den kommende sæson.
I den anden ende af skalaen befinder Barcelona sig stadig og de har fortsat voldsomme problemer, selv om der ikke længere er grænser for, hvad man sætter til salg. Således går man fra et tilladt lønbudget på 648,82 millioner € i 2022/23 til blot at have et tilladt lønbudget på 270,02 millioner € i denne sæson. Dermed ryger man ned på tredjepladsen, fordi man overhales af Atlético Madrid, som dog også må sænke deres lønudgifter fra 315,82 millioner € til 296,35 millioner €.
