Referat: Atlético Madrid - Real Madrid 3-1, LaLiga EA Sports, 6. spillerunde
Real Madrid fik en vaskeægte dukkert, da man i går aftes besøgte Civitas Metropolitano til El Derbi mod Atlético Madrid og fortjent blev sendt hjem med et nederlag på 3-1.
Carlo Ancelotti havde valgt at ændre formation fuldstændig i forhold til de foregående kampe, hvor man ellers havde fået sejre, men det fejlede og sejlede fuldstændig og straffen kom prompte, da Fede Valverde lignede en person med akut arbejdsvægring og uhindret lod Lino smække et indlæg ind i hovedet på en totalt umarkeret Morata, som let kunne bringe hjemmeholdet foran. Da var der blot spillet 4 minutter.
Efter 18 minutters spil kom Atlético Madrid yderligere i front og det var næsten en tro kopi af første mål. Saúl lagde bolden ind til en umarkeret Griezmann og så stod der 2-0.
Real Madrid havde bolden klart mest og kom frem til markant flere chancer i opgøret, men det er ikke den fornemmelse, man sidder med efter opgøret, for man var i perioder chanceløse. Efter Atlético Madrids 2-0 føring overtog man dog spillet og fik lagt et tungt pres på Atlético Madrids forsvar, men det blev kun til Kroos´ fremragende reducering 10 minutter før pausen. Det kunne givetvis være blevet til mere, hvis Real Madrids offensiv havde meldt sig ind i kampen, men Jude Bellingham havde ikke nogen vellykket aften og den blinde tillid til Rodrygo viste sig igen fatal.
Reduceringen gav lidt usikkerhed i Atlético Madrids defensiv og det gav et spinkelt håb om, at Real Madrid kunne vende opgøret i anden halvleg, hvor Joselu kom ind i stedet for Modric, der kort før første halvlegs ophør havde fået en advarsel for brok.
Men der var ikke spillet mange sekunder før bolden igen lå bag en sagesløs Kepa og igen var Alaba hønen uden hoved i Real Madrids forsvar. Morata kunne igen stå fuldstændig umarkeret og så kunne han med lethed heade hjemmeholdet foran.
Herfra var der ingen vej tilbage for Real Madrid, selv om Brahim kom ind og viste gode takter, men man fik ikke igen etableret et tungt pres, der kunne true Atlético Madrid i det intense opgør, hvor Jude Bellingham i de døende minutter skal prise sig lykkelig over ikke at modtage direkte rødt kort for en alt for voldsom tackling.
Kampens spiller: Lucas Vázquez. Måske paradoksalt, når alle tre indlæg til scoringer kom fra hans side, men han var reelt uden skyld i noget af det. I en dårlig kamp for Real Madrids spillere, viste han dog i det mindste noget fightervilje.
Kampens badebold: Man kunne give den til Ancelotti for sin mærkværdige startopstilling og for blindt at tro på Rodrygo. Man kunne også give den til Rodrygo for at være Rodrygo. Men David Alaba var bare helt forfærdelig. Selv langtidsskadede Eder Militao kunne have gjort det bedre i går.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Der er tabt et slag, men ikke en krig. Det er vigtigt at komme op på hesten igen i midtugens hjemmekamp mod Las Palmas, inden man skal til den spændende udekamp mod sæsonens foreløbige åbenbaring, Girona, i weekenden. Flere spillere melder sig heldigvis klar, heriblandt Vinícius.
