Vinícius har afgivet forklaring i racisme-sag

Vinícius Junior mødte i dag op i retten i Madrid for at afgive sit vidneudsagn i forhold til den racismesag, der kører i øjeblikket efter at han tilbage den 21. maj blev overfaldet med racistiske mishagsytringer på Mestalla i kampen mod Valencia.

Valencia har identificeret de tre personer, som stod bag racismen og de er blevet udelukket for livstid fra Mestalla, men der venter også et retsligt efterspil for dem og det er grunden til, at Vinícius er blevet indkaldt for at give sin forklaring.

Den blev afgivet fra et retslokale i Madrid, hvor man var igennem til retslokalet i Valencia, hvor sagen føres og efter Vinícius havde afgivet forklaring, besluttede dommeren at man også vil indkalde Eder Militao for at få hans forklaring.

De to brasilianere kunne under opgøret i Valencia den 21. maj direkte udpege de tre racister, som helt uden nogen som helst form for tvivl agerede racistisk, hvilket man har flere optagelser af.

Forsvareren for en af de tre tiltalte mente, at Vinícius med sin attitude og gentagne provokationer var selvforskyldt i mishagsytringerne og han gav udtryk for sit håb om, at Valencia som klub ville stå op for sine tilhængere i den verserende sag mod Vinícius.

Seneste artikler...