Kroos: Passer på min krop hver dag
Toni Kroos er en af de Real Madrid-spillere, der er blevet tilbage i Madrid under den nuværende landsholdspause, eftersom han har trukket sig tilbage fra det tyske landshold, og i den anledning har han været forbi Realmadrid TV til et kort interview.
Her gav Kroos følgende status over sæsonen hidtil:
- Holdet har det ret godt. Vi har vundet ti ud af de elleve kampe, vi har spillet. Vi har kun tabt én. Det betyder, at vi gør tingene godt. Det er begyndelsen af sæsonen, og det er normalt, at der altid er plads til forbedring, men vi fører ligaen og vores Champions League-gruppe.
- Jeg er glad for holdets niveau og mit eget. Jeg håber, vi fortsætter sådan. For os er det vigtigt at arbejde som et hold, for det er den eneste måde at vinde på. Derudover har vi den mentale indstilling, som vi har haft i mange år, og det er at tro på det til det sidste. Vi har vundet mange kampe eller hentet point i de sidste ti eller fem minutter. Det er vigtigt at tro på det til det sidste og være i stand til at ændre kampe eller score mål. Vi ved, at det sværeste stadig er foran os.
Om sin egen form:
- Jeg forsøger at forberede mig så godt, som jeg kan, for at kunne spille, som jeg gør. Jeg har været her i lang tid, og det er vigtigt at passe på min krop hver dag. Resten kommer naturligt, for kvaliteten med bolden forsvinder ikke så hurtigt. Jeg føler mig godt tilpas, og jeg får også mere hvile end normalt.
