Ancelotti om Barcelonas brug af unge spillere: Vi ville gøre det samme

Logo Realmadrid 010101

Sæsonens første Clásico venter i morgen eftermiddag, hvor Real Madrid møder Barcelona på udebane. På dagens pressemøde diskede Carlo Ancelotti op med en god del floskler om, at holdet er motiveret, begge hold er i god form, og at det er en speciel kamp. De lidt mere interessante pointer følger her.

 

1. Bellingham er fit for fight

Lad os få det vigtigste af vejen først, for om LaLigas ubestridt bedste spiller hidtil i sæsonen sagde Ancelotti:

- Han har det fint og er kommet sig. Han kommer til at spille i morgen. Han restituerede godt i går, og de har taget sig af belastningen. Professionelle spillere ser alle kampe, og han ved nøjagtig, hvad El Clásico handler om. Det er en kamp, som hele verden ser, og er en af de mest betydningsfulde i verden.

Bellingham blev udskiftet med småskavanker imod Braga, men heldigvis er den 20-årige englænder altså helt klar til at indtræde på den store scene i morgen. Dermed vil han klokken 16:16 have spillet flere minutter i El Clásico, end Eden Hazard gjorde i hele sin Real Madrid-karriere.

2. La Fábrica vs. La Masia

Og lad os så vende os mod morgendagens modstander. Her blev der naturligvis snakket om Barcelonas unge spillere fra eget akademi, der for tiden sikrer dem en god portion point:

- Barcelona er et stort hold med en stærk defensiv og offensiv struktur. De har mange unge spillere, der er kommet ind med kvalitet, og vi forventer det sædvanlige Barcelona. Jeg kan lide alle de unge spillere i Barcelona. Fermín (López, red.) har spillet rigtig gode kampe, og jeg er meget imponeret over Lamal. Vi har også unge spillere med et fantastisk potentiale: Arda Güler, Camavinga, Vinícius, Bellingham, Tchouaméni...

Så langt så godt, men Ancelotti tog den lige et nøk op med hensyn til ros af Real Madrids unge spillere:

- Det handler om timing. De unge spillere nyder øjeblikket, fordi førsteholdet har haft mange skader, og det er naturligt at udnytte kvaliteten i akademiet. Det samme ville ske for os. Vi har tre eller fire spillere, der er meget tæt på at spille for førsteholdet: Álvaro, Nico Paz, Gonzalo og Mario Martín.

Hvis dette var et SoMe-opslag, ville du her kunne se en frustreret kan-ikke-tro-sine-egne-øjne-smiley. For blot 20 dage siden stillede Ancelotti med Tchouaméni i forsvaret i manglen på centrale forsvarsspillere, og trods den åbenlyse mangel på angribere i Real Madrid-truppen med en 33-årig lejesvend som eneste reelle 9’er er Castilla-angriberen Álvaro Rodríguez ifølge Ancelotti ”meget tæt” på førsteholdet. Denne slags mundbavl fra den italienske gummigumler er langt fra det første, og i og for sig er det heller ikke særlig vigtigt i det store billede. Men når man siger A, må man også sige B, og hvis Ancelotti kategorisk nægter at bruge de største unge talenter, som nu er at finde i andre klubber, så er det uforståeligt, at han hiver sig op til at sige, at Real Madrid ville gøre det samme som Barcelona. Lad os nu bare anerkende Barcelonas evne til at få førsteholdsværdi ud af deres unge spillere, uanset hvor meget talent de reelt set besidder, og holde os for fine til lade som om, at vi gør det samme. Puha, så fik vi det ud af verden. Indsæt lettet-og-selvtilfreds-smiley.

3. Vælg en franskmand til venstrebacken

Trods indkøbet af Fran García og en fit Ferland Mendy stopper diskussionen om venstrebacken tilsyneladende ikke i denne sæson. Ancelotti blev spurgt ind til, hvorvidt han går med Camavinga eller Mendy, og her svarede han:

- Camavinga har gjort det godt, men Mendy har en fordel, fordi han hvilede i Champions League-kampen. Camavingas ideelle position er som defensiv midtbanespiller, hvor han bedst kan udtrykke sin kvalitet. Han gør det dog også godt som midtbanespiller og venstreback. Jeg har tillid til alle. Muligheden for at starte og afslutte kampen er meget lille. Spillerne er klar over dette. Normalt forklarer jeg ikke mine beslutninger, men alle spillere er så professionelle, at de ikke beder om forklaringer, hvis de ikke spiller.

At dømme ud fra både spørgsmål og svar er kombattanterne til venstrebacken skåret ned til kun de to franskmænd med Fran García ude af billedet. Hvilket med hans lidt febrilske og nervøse indledning på sæsonen måske er en fin beslutning. Men det er ikke til at vide, hvem af de to franskmænd der får pladsen. Som Ancelotti selv nævner, fik Mendy et hvil i midtugen, hvilket blot gør det endnu mere tydeligt, at han sakker bagud i hierarkiet, hvis Camavinga alligevel får pladsen. I øvrigt rammer Ancelotti hovedet på sømmet med Camavingas bedste position – han er langt bedre som 6’er end som 8’er på nuværende tidspunkt.  

4. Hovedstødsmonsteret Carvajal

Vi slutter af med en finurlig pointe omkring Carvajal, der headede bolden flot i kassen til 1-1 imod Sevilla. Noget der tilsyneladende ikke kom bag på Ancelotti:

- Han er en god hovedstødsspiller og meget intelligent i feltet. Vi har ændret hans rolle på dødbolde, for indtil sidste sæson holdt han kun øje (der menes formentlig, at Carvajal plejer at stå klar uden for feltet, red.).

Med sin beskedne højde på kun 173 centimeter forestiller man sig ikke ligefrem Carvajal som en luftstærk spiller, men tilsyneladende har man her i hans ellevte sæson i klubben fundet ud af, at han kan blive et våben i feltet. Også imod Braga kom han tæt på, og det skal blive spændende at se, om det skal give pote flere gange i denne sæson, hvor han ovenikøbet har set stærkere ud end længe. Otte mål har han scoret i alt i Real Madrid-trøjen, og med én kasse mere udligner han sin mest scorende sæson hidtil i klubben, som var hans første, hvor det blev til to kasser.

Seneste artikler...