Real Madrid-duo vandt sølvtøj til France Football-galla
Den helt store France Football-prisuddeling løb af stablen i går aftes, og her vandt Jude Bellingham Kopa-trofæet som den bedste spiller under 21 år.
Det var Eden Hazard, der overrakte trofæet, og ved modtagelsen sagde Bellingham.
- Jeg vil gerne takke alle for støtten; Real Madrid, Borussia Dortmund og det engelske landshold. Tak for at hjælpe mig med at komme, til hvor jeg er i dag. Denne pris betyder meget. Jeg husker tilbage på mine tidligere holdkammerater, de har alle hjulpet mig så meget. Jeg bærer nummer fem på ryggen, men jeg har lang vej til at gentage, hvad Zidane (der også bar nummer 5 i Real Madrid, red.) opnåede. Han inspirerer mig.
Resten af top fem består af Jamal Musiala fra Bayern München, Pedri fra Barcelona, Eduardo Camavinga fra Real Madrid og Gavi fra Barcelona i den rækkefølge. Danske Rasmus Højlund kom ind på niendepladsen, mens Barcelona havde endnu en spiller i top ti i form af Alejandro Balde.
Også Vinícius kom hjem med et trofæ, da han vandt Socrates-prisen, der uddeles til en spiller, der har gjort en særlig indsats inden for velgørenhed eller sociale projekter. For Vinícius drejer det sig om kampen imod racisme, og ved modtagelsen af prisen udtalte brasilianeren:
- Jeg er så glad for at vinde denne pris og for at være i stand til at hjælpe så mange favelaer i Brasilien. Det er en drøm for mig at være omgivet af så mange vidunderlige spillere. Vi skal altid sige fra over for racisme, og jeg vil gøre alt, jeg kan gøre, for at hjælpe alle spillere, der oplever det. Jeg vil opbygge min styrke, så jeg kan fortsætte med at kæmpe og forsikre, at det bliver mindre almindeligt. Det er lidt trist at skulle snakke om det.
Også Ballon d’Or blev uddelt i går aftes, hvor Vinícius kom ind på sjettepladsen, Luka Modric blev nummer ti, Karim Benzema, der spillede en halv sæson for Real Madrid, blev nummer 16, mens Jude Bellingham blev nummer 18.
På kvindesiden blev Olga Carmona nummer seks, Linda Caicedo nummer ni og Hayley Raso nummer 17. Barcelona-spillere Aitana Bonmatí vandt prisen, og derudover havde catalonierne yderligere to spillere i top fire.