Ancelottis pressemøde: Om Vinícius, Brahim og de manglende mål

Real Madrid møder Braga i Champions League-gruppespillets fjerde kamp i morgen aften, og i den forbindelse har Carlo Ancelotti mødt pressen. Her følger de vigtigste punkter.
1. ”Vinícius har forbedret sin attitude meget”
Vinícius har ikke været prangende hidtil i sæsonen og står i øjeblikket på tre scoringer på elleve kampe. Til gengæld er han igen begyndt at brokke sig til advarsler med to styks på de seneste tre ligakampe, og brasilianeren var igen et emne på pressemødet. Her forsvarede Ancelotti ham således:
- Han skal måske forbedre sin attitude i visse situationer, men han har forbedret sig meget og fortsætter med at gøre det. Vi er glade for ham og det, han udretter på banen, hvilket er at spille fodbold. Han har været lidt ude af den i de seneste kampe, men hans attitude har forbedret sig meget over årene.
En af Ancelottis største forcer er hans mandskabsbehandling og evnen til at skabe et miljø, hvor spillere kan blomstre og udvikle sig, og måske er dette en del af det. Men ønskede man mere kæft, trit og retning med Vinícius, er disse ord næppe sød musik. I sidste sæson kom Vinícius op på 16 gule kort og et enkelt rødt, og netop her syntes kontroverserne omkring Vinícius at peake. Om en håndfuld kampe i indledningen på denne sæson uden advarsler er nok til, som Ancelotti påpeger, at sige, at Vinícius har ”forbedret sig meget over årene”, må være op til den enkelte at vurdere. Faktum er dog, at pilen i de seneste par kampe har peget den forkerte retning med film, brok, advarsler og dårligt spil på både ude- og hjemmebane, og hvis Ancelotti siger det samme til Vinícius som på pressemødet, skal vi næppe regne med en kontant håndtering af brasilianeren, som nogle i Real Madrid-fanmiljøet ellers kalder på.
2. Nok en januar uden handler
Som vi nærmer os årsskiftet, begynder rygterne om eventuelle januarhandler vanen tro at florere, men det er næppe noget, vi skal forvente sker:
- Vi har ingen planer til vinter, og vi har heller ikke brug for dem. Vi skal huske, at Courtois og Militão vender tilbage i den sidste del af sæsonen. De kommer til at være tilbage til slutningen af sæsonen.
Der har især været rygter om et indkøb af en ny, ung centerback, hvilket potentielt kunne give mening, idét tre af fire Real Madrid-centerbacks har rundet de 30 år. Men i så fald skal vi tilsyneladende vente til sommer. Det er i øvrigt positivt, hvis Courtois og Militão kan nå at spille en rolle i sæsonen. Men måske også optimistisk.
3. Hvorfor spiller Brahim Díaz ikke?
Brahim Díaz har ofte været et friskt pust, når han er kommet på banen hidtil i sæsonen, og derfor kan det overraske, at han pludselig har siddet tre fulde kampe på bænken på stribe. Ikke mindst med den skuffende præstation i søndags imod Rayo Vallecano på Bernabéu, hvor netop offensiven manglede inspiration. Om den unge spanier sagde Ancelotti:
- Jeg taler med ham. Han har ikke fået mange minutter, men jeg ved, at han er en spiller, der kan bidrage, og han vil være til rådighed. Konkurrencen er hård, men det er en spiller, jeg kan lide på grund af hans egenskaber, professionalisme og seriøsitet. Han vil få sin rolle i morgen eller i de kommende kampe. Jeg har læst, at jeg har dømt ham, og jeg dømmer ingen. Jeg er ikke en dommer. I bruger ordet 'dømme' meget. At dømme nogen er ikke godt, og det gør jeg ikke. Jeg har noget specielt med Brahim, fordi han har spillet i Milan.
Det er ikke ligefrem, fordi vi får en forklaring på den manglende spilletid til Brahim på det seneste. Tværtimod virker det næsten endnu mere besynderligt, hvis Ancelotti er så glad for ham. Lad os bare håbe, at han i det mindste får chancen i morgen aften, hvis søndagens problemer gentager sig, idét han med Ancelottis ord har vist, at han kan bidrage.
4. De manglende mål er bare en fase
Der er ikke de store guldkorn at hente i det følgende citat, men vi skal naturligvis omkring de manglende mål fra Real Madrids angribere for tiden. Ancelotti sagde:
- Vi skal være tålmodige. Nogle gange kan du røre bolden, og den går ind, og så er der andre tidspunkter, hvor du afslutter meget, og det ikke lykkes. Ifølge statistikkerne er Rodrygo den spiller, der har flest afslutninger i ligaen. Han er en spiller, der bevæger sig godt, kommer tæt på feltet, men nogle gange er han ikke effektiv. Vi skal være tålmodige, fordi han kommer over dette stadie, som alle angribere gør.
Ligesom med Vinícius’ frustrationsgestik skal vi på vanlig Ancelotti-manér forholde os tålmodigt, også når det gælder den skuffende mængde mål fra offensivspillerne. Og der er trods alt ikke meget andet at gøre, når angrebsmaterialet er så tyndt. Man kan dog bemærke, at Ancelotti adspurgt ind til de manglende mål fra angriberne selv vælger at fremhæve Rodrygo ved navn, men han kunne efterhånden ligeså godt nævne Vinícius, der kun har scoret ét mål mere. Lad os håbe, at de begge snart finder melodien, og at det kan lade sig gøre i det nye spilsystem, der på målfronten hidtil ikke har set ud til at bekomme dem godt.
