Referat: Real Madrid – Valencia 5 – 1, LaLiga, 13. spillerunde

Real Madrid havde noget at revanchere i ligamæssig forstand foran tilskuerne på Bernabéu, da man lørdag aften mødte Valencia. Weekenden forinden blev det nemlig til 0-0 på hjemmebane imod Rayo Vallecano, men ligesom i midtugen imod Braga var Vinícius og Rodrygo i overdådigt spillehumør, og de to brasilianere var afgørende for, at Real Madrid hentede en storsejr.
Ingen af de to tog dog del i det mål, der bragte Real Madrid foran. Der skulle nemlig kun gå tre minutter, før denne sæsons genfødte Carvajal tog en gudebold fra Kroos til sig ved på førsteberøringen at vippe den over Gaya for på næste berøring at kanonere den stolpe ind med venstrebenet i en situation, hvor Valencia-forsvaret gav ham masser af tid til at sparke. Et smukt mål, der bringer Carvajal op på to sæsontræffere, altså en udligning af hans mest målrige sæson hidtil.
Real Madrid fortsatte med flot offensivt spil over begge sider af banen. Vanen tro var det ikke alt, der lykkedes for Vinícius, men når det gjorde, var det livsfarligt for Valencia, og Correia på højrebacken havde en svær kamp overfor den energiske brasilianer. Både han og Rodrygo gik i flot sammenspil, og modsat Braga-kampen stod Brahim mere i skyggen af de to, der ikke havde brug for en tredje legekammerat for drive gæk med Valencia-forsvaret. Også Kroos kom tæt på med et frispark på overliggeren, men det var Vinícius, der stod for 2-0-scoringen, da han på uortodoks vis gled ind i Rodrygos fremragende indlæg med brystet. En spilsituation, der i øvrigt var sat smukt op af Carvajal forinden.
Selvom Real Madrid skinnede offensivt, bar især første halvleg også præg af, at forsvaret var til at tale med i den anden ende. Og hvis ikke Lunin diskede op med to smukke redninger, mens Hugo Duro gang på gang var uskarp og egentlig snildt kunne have scoret tre gange, kunne kampen have set helt anderledes ud.
I anden halvleg skulle Real Madrid anført af den brasilianske angrebsduo kun bruge fem minutter på at slå sømmet i kisten. Først var det Vinícius, der smukt sparkede bolden stensikkert i det korte hjørne fra kanten af feltet, hvorefter Valencia-keeperen Mamardashvili kort efter forærede bolden til Rodrygo, der takkede ved at lægge bolden roligt i kassen til 4-0 fulgt op med en Cristiano Ronaldo-jubelscene.
Valencia forsøgte at lukke for sluserne ved at bringe Foulquier i spil på højrebacken, men der gik kun ét minut, før han måtte trække gult, efter Camavinga havde linedanset sig vej op gennem banen forbi den ene Valencia-spiller efter den anden, så den stærke højreback var nødt til at sætte i med nødbremsen. Selvom Camavinga til tider gled rundt, havde et par boldtab og trak et dumt gult kort, var de gode ting i absolut verdensklasse. Utroligt, at han kun lige er fyldt 21.
Det blev også til 5-0, da Rodrygo nemt kunne drible uden om Gabriel og sparke bolden i kassen med venstre i en situation, hvor Mamardashvili igen så svag ud. Desværre fik Valencia helt unødvendigt reduceret i slutminutterne, da Nacho slet ikke sad tæt nok i markeringen af Hugo Duro, der omsider fik sparket bolden i kassen. Den tidligere Castilla-angriber stod for størstedelen af XG’en på hele 2.03, som Valencia kom op på. Til sammenligning endte Real Madrid på 1.91 men formåede altså alligevel at stå tilbage med en storsejr.
Kampens spiller: Vinícius var elektrisk, ustyrlig og ”slem”, som David Nielsen ville sige. Men den går til Rodrygo i denne omgang. Han har fået tyret en masse badebolde efter sig her på redaktionen i denne sæson, og når han så scorer to og assisterer to i én kamp, så skal det også anerkendes. Han var ikke helt så iøjnefaldende som Vinícius, og målene var på lidt billigere baggrund, men vi har sukket efter slutproduktet, og det fik vi.
Kampens badebold: Det er sjældent, at ni ud af elleve Real Madrid-spillere præsterer så godt på én gang, mens centerforsvaret slet ikke kan finde melodien. Det var intet problem for Hugo Duro på egen hånd at komme til chancer hverken omkring Nacho eller Alaba. Nacho får badebolden i denne omgang, da han så svagest ud, da de reducerede. Et simpelt lille løb fra Duro, og så var han to meter væk fra Real Madrid-kaptajnen, da han sparkede bolden i kassen.
Perspektiver mod kommende kampe: Real Madrid lukker godt af inden landsholdspausen med masser af mål fra Vinícius og Rodrygo. Begge kampe har været uden Bellingham på banen, så nu skal vi bare se samme tendenser, når de tre spiller samtidig, for så kan det blive rigtig ubehageligt for modstanderne.
