Bild: Davies forlanger stor lønforhøjelse hos Bayern

Real Madrid ventes at gå efter Bayern Münchens venstreback Alphonso Davies til sommer, men ifølge Bild er det fortsat ikke udelukket, at spilleren selv får fejet en mulig aftale af bordet med en kontraktforlængelse.
Det tyske medie melder dog, at det i så fald kræver en enorm lønforhøjelse. Davies ønsker angiveligt at blive en af truppens bedste betalte spillere, hvis han skal blive i den sydtyske klub, der tidligere har forsøgt sig med et kontrakttilbud, men som altså ikke har ramt de tal, som spilleren og hans bagland ifølge Bild forlanger.
Davies har tidligere været meldt meget interesseret i et skifte til Real Madrid, men om canadieren her vil forlange samme høje løn, som rygterne nu går på, melder historien ikke noget om. Hvis Bild har noget at have deres historie i, er der dog lagt op til en længere transfersaga, hvor Davies potentielt kan bruge Real Madrid til at få presset sin løn i vejret hos Bayern.
