Referat: Union Berlin - Real Madrid, Champions League, 6. spillerunde

For første gang siden 2014-15 er Real Madrid gået videre fra Champions League med maksimumpoint. Det blev klart,da man i går aftes slog Union Berlin med 3-2 i Tyskland.
Det startede dog ikke særlig godt. Allerede i det 2. minut var det ved at gå galt for Real Madrid, da Luka Modric ukarakteristisk mistede bolden i et farligt område. Bolden faldt til Rani Khedira, der fandt Kevin Behrens i feltet, der måtte tvinge en fremragende redning ud af Kepa i Real Madrid-målet.
I det 10. minut fandt bolden ved til Jude Bellingham i feltets højre side via en fremragende aflevering fra Lucas Vázquez, men englænderens forsøg blev reddet af en fremadstormende Frederik Rønnow i Union-buret.
Fem minutter senere sendte Fran García et flot indlæg ind mod straffesparkspletten, hvor Joselu viste hovedstødsstyrke ved at heade bolden kraftfuldt på overliggeren fra godt og vel 11 meters afstand.
Der var masser af afslutninger udefra i dag, men vi skulle frem til det 43. minut før Real Madrid for alvor blev farlige igen. Her var det igen Joselu, der modtog bolden i feltet, denne gang i fødderne, og hans ydersideafslutning fløj tæt forbi målet.
Minuttet efter blev Real Madrid tildelt et straffespark, da Union Berlins Diogo Leite blokerede et indlæg med armen. Luka Modric brændte dog med et svagt spark midt i målet, som Rønnow reddede med sin ene fod.
I første halvlegs tillægstid bragte Kevin Behrens Union Berlin foran 1-0. Frederik Rønnow sendte bolden langt op på Real Madrids halvdel, bolden hoppede en gang inden den blev forlænget af en Union Berlin-spiller lige til David Alaba, der dog fik en mærkværdig overbalance og forlængede til Kevin Volland, der satte bolden ind bag Kepa.
10 minutter efter pausen fandt Jude Bellingham Rodrygo i feltet med en fremragende aflevering. Brasilianeren satte hovedet på, men endnu engang hev Frederik Rønnow en klasseredning ud af ærmet.
Minuttet efter var en stor fejl af Kepa ved at koste Real Madrid i den anden ende. Målmanden skulle sådan set bare sparke en bold væk fra kanten af feltet, men endte med at træde over den, Kevin Volland var tæt på at have frit mål. Kepa kom dog selv tilbage og reddede situationen.
Efter en times spil blev det Real Madrids tur til at komme på tavlen. Rodrygo afdriblede livligt sin oppasser i højre side af banen og smed et indlæg i feltet til Joselu, der via en mindre brydekamp kom først på bolden og headede den ind til 1-1.
Og den spanske angriber er altså bare giftig, når han får bolden serveret til hovedstød. Godt 10 minutter senere var det Fran Garcías tur til at finde Joselu i feltet, og endnu engang leverede landsholdsangriberen.
Det var dog ikke afgørelsen, for med lidt over fem minutter tilbage af kampens ordinære spilletid faldt bolden ned for fødderne af Alex Král, der kunne score sit første klubmål i næsten 5 år.
Allerede fire minutter senere blev kampen afgjort, da Dani Ceballos efter et par træk sparkede bolden mellem benene Jerome Roussillon og ned i det fjerneste hjørne til slutresultatet 2-3.
Kampens spiller: Det bliver Joselu. Hans spil med fødderne er sjældent kønt, men han er altid tilgængelig i feltet, og i dag kastede det altså to mål af sig. Find ham i luften og han leverer. Simpelt.
Kampens badebold: David Alaba leverede endnu en tvivlsom præstation, der blev kronet med en mærkelig fejl ved Union Berlins scoring til 1-0. Det var ikke første gang i denne sæson, han har set dårlig ud. Skal man begynde at spørge sig selv, om han er god nok til Real Madrid?
Perspektiver mod de kommende kampe: Man kunne frygte endnu en skade i sådan en kamp her, hvor Alaba, Bellingham, Valverde og Rodrygo absolut skulle starte inde. Det skete dog lykkeligvis ikke. Valverde og Kroos fik kun 45 minutter hver, mens Bellingham af én eller anden grund skulle spille hele kampen.
Real Madrid skal møde Villarreal og Alavés inden det bliver nytår og de skadede spillere så småt begynder at vende tilbage. Man har klaret alle fraværene flot, men lige nu bliver der trukket for store veksler på visse spillere, som kan give bagslag senere på sæsonen.
