AS: Varane åben for Real Madrid-skifte

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid går ind i et januartransfervindue, hvor man er nødsaget til nøje at overveje, om man skal forstærke sig på centerbackpositionen, hvor man kun kommer til at have Nacho og Rüdiger i et langt stykke tid. Altså når karantæner og eventuelle skader ikke melder sig.

 

Der har været spekuleret i diverse talentfulde centerbacks fra den portugisiske og franske liga, ligesom der har været skrevet om gensyn med tidligere Real Madrid-spillere som Pepe, Sergio Ramos og Raphaël Varane, og ifølge AS kan sidstnævnte gå hen og blive en realistisk mulighed.

AS melder, at Varane selv er villig til at skifte tilbage til Real Madrid, idét han angiveligt ikke forstår, hvorfor Manchester Uniteds cheftræner Erik ten Hag ser bort fra ham. Samtidig melder den spanske sportsavis, at Varane er indstillet på, at lønnen ikke skal blive et problem, og han skulle efter sigende være indstillet på at være fleksibel for at finde en løsning.

AS skriver dog primært om Varane som et købsemne fremfor som et eventuelt lejemål. Her kan Real Madrid forvente konkurrence fra Bayern München, og tyskerne skulle være villige til at smide 10 til 20 millioner euro for den 30-årige franskmand. I starten gik der forlydender om, at Varanes kontrakt løb frem til 2025, men AS og The Athletic er enige i, at det sidste år af kontrakten kun aktiveres, hvis begge parter er enige, og således kan Manchester United være tvunget til at sælge i januar, såfremt de ønsker at få penge for spilleren.

Med Real Madrids skadesproblemer in mente er Varanes historik fra tiden i England dog ikke opløftende. På to og et halvt år har han ifølge AS siddet ude med skader i 174 dage og har i alt misset 38 kampe på den baggrund. Real Madrid skulle dog være interesserede i Varanes erfaring med både klubben og topfodbold, men om klubben gør alvor af denne påståede interesse, må tiden vise.

Seneste artikler...