Ancelotti om centerbacks, målmandssituationen og Gülers længeventede debut

Real Madrid spiller årets første kamp onsdag aften, hvor Mallorca kommer på besøg, og her følger Carlo Ancelottis vigtigste pointer fra dagens pressemøde.
1. Camavinga og Carvajal som centerbacks
Vi har allerede nævnt tidligere på dagen, hvordan Ancelotti afviser, at Real Madrid vil forstærke sig på centerbackpositionen, men selvom det i sig selv er en bemærkelsesværdig udmelding, er det også værd at have med, hvem der derfor kan komme i spil til centerforsvaret. Ancelotti sagde:
- Vi overvejer ikke at hente en anden forsvarsspiller. Vi mangler to vigtige, men vi har to andre, som vi har stor tillid til i Nacho og Rüdiger. Og så har vi andre i et nødstilfælde såsom Camavinga og Carvajal.
Tidligere var meldingen fra Ancelotti, at Real Madrid ville ”slå til, hvis muligheden byder sig”, men det ser altså ud til at, at man allerede har kastet håndklædet i ringen på den front. Og så løfter Ancelotti – i øvrigt uden skyggen af brok i sine ord – sløret for, hvem der kommer til at spille i centerforsvaret, når det ikke er Nacho, Rüdiger og Tchouaméni. Det er vist at tage lappeløsningerne til et helt nyt plan.
2. ”Forhåbentlig er jeg her også i 2027”
Ancelotti har forlænget sin kontrakt med Real Madrid frem til 2026, og her følger hans reaktion:
- Jeg er meget glad for forlængelsen, den var ukompliceret, og begge parter er enige. Jeg er meget glad for at fortsætte i yderligere to år i Madrid. Jeg ved ikke, om det bliver mit sidste træk på sidelinjen. Jeg ved ikke, hvad der vil ske, når jeg er færdig her. Jeg er her måske stadig i 2026, afhængig af min succes. Jeg vil være træner for Madrid indtil 2026, og forhåbentlig kan jeg fortsætte med at være det i 2027 og 2028, fordi jeg vil blive her.
Man fornemmer tydeligt Ancelottis store glæde over at være i Real Madrid. Og det er naturligvis afsindigt positivt. Samtidig forstår man godt, at Real Madrid forlænger med en cheftræner, der ikke udtrykker skyggen af frustration over ingen forstærkninger at få trods tre korsbåndsskader samt al det løse lige op til et transfervindue. Og lad os så håbe, at der også kommer trofæer i slutningen af sæsonen, nu hvor Ancelotti med sit sparsomme materiale har sørget for et fint udgangspunkt i sæsonens to vigtigste turneringer.
3. Lunin ikke valgt som førstekeeper
Ancelotti sagde i løbet af december, at han snart ville vælge hvem af Lunin og Kepa, der skal være førstekeeper i resten af sæsonen. Spansk presse mener at vide, at han har valgt Lunin, men selvom ukraineren kommer til at stå i morgen aften, afviser Ancelotti, at han nu er førstekeeper. Det skyldes nemlig blot det maveonde, som Kepa angiveligt har fået på et umådeligt belejligt tidspunkt, hvis ikke Ancelotti ønsker at afsløre sit valg endnu. Selv siger han:
- Jeg har ikke truffet beslutningen om målmandsposten. Det er ikke rigtigt af mig at vælge den startende målmand nu. De er begge meget gode, og jeg vil vælge den målmand, jeg har størst tillid til på ethvert givet tidspunkt. Kepa har haft influenza og har ikke kunnet træne i de sidste dage. Derfor vil Lunin spille i morgen.
Kepa er med i kamptruppen trods sin sygdom, og selvom Ancelottis ord kan lyde som søforklaringer, ville det samtidig også være et besynderligt tidspunkt at slå førstekeeperen fast med syvtommersøm netop nu. Real Madrid skal nemlig spille i hele tre turneringer i januar, og derfor bliver der rig mulighed for at se begge keepere an lidt endnu.
4. Güler-debut lige om hjørnet?
Arda Güler meldes klar til kamp, og den unge tyrker er også med i kamptruppen. Står det til Ancelotti, kan han da også få sin debut i morgen aften:
- Det vigtigste er, at han har det godt, han er vendt tilbage for at træne med holdet, og at han gradvist genvinder sit niveau. Vi skal have tålmodighed med ham, fordi han er 18 år og har al den tid, han har brug for, til at spille her. Han er klar, og hvis jeg kan give ham minutter i morgen, vil jeg gøre det.
Med tre skader oven på hinanden er det klogt at køre Güler langsomt ind på holdet. Man tør næsten ikke tro på det, men det lyder på Ancelotti som om, at der er fine chancer for at se ham i aktion i morgen aften, hvis altså Real Madrid har en solid føring, og at man tør bringe ham i aktion imod et Mallorca-hold, der har haft tradition for hårdt spil de seneste år.
