Ancelotti glad for de få indkasserede mål: Vi har fikset problemerne

Logo Realmadrid 010101

For anden gang i træk hentede Real Madrid onsdag aften en sejr i LaLiga på et enkelt mål scoret efter et hjørnespark. Denne gang var det mod Mallorca, og efter kampen udtalte Carlo Ancelotti:
- I den første del af sæsonen scorede vi mange mål på dødbolde, og min trænerstab arbejder godt på dette. Det er ikke noget, jeg styrer. Vi har gode spillere til dødbolde og formidable afsluttere. Der er kampe, hvor dødbolde giver dig en fordel. Det var svært i dag (onsdag aften, red.) mod et hold, der er stærkt i duellerne og forsvarer sig rigtig godt. Vi var heller ikke på vores bedste. Vi manglede friskhed og præcision på banens sidste tredjedel. Vi vandt takket være en god dødbold.

Om første halvdel af sæsonen:
- Vi klarede os godt i første halvdel af sæsonen, og jeg tror ikke, vi kunne have gjort det bedre. Det er allerede fortid, og vi skal se fremad. Det bliver en hårdt kæmpet liga. Overraskelsen har været Girona, der gør det rigtig godt. Det blev forudsagt fra starten, at Real Madrid, Barcelona og Atlético ville kæmpe indtil slutningen.

Om kun at have indkasseret 11 mål i ligaen:
- At vi indkasserer få mål, gør mig glad og tilfreds. Det betyder, at holdet arbejder godt og er engageret. Mod Atlético havde vi et problem bagved, men vi har rettet op på det, og nu er vi meget solide. Det er takket være alles arbejde, og det er vigtigt. De mål, vi indkasserede mod Atlético (i 3-1-nederlaget tidligere på sæsonen, red.), åbnede vores øjne for, at vi i den kamp var svage ved indlæggene. Vi rettede det ved at bringe centerbackerne tættere på feltet.

Om Real Madrids januar måned:
- Jeg er opmærksom på, at vi tidligere har haft problemer i denne måned, men hvad, der giver mig tillid, er, at vi får nogle vigtige spillere tilbage. Camavinga og Mendy vil være der til næste kamp, og tilstanden for Vinícius, der har været ude i lang tid, vil forbedre sig. Vi har lidt i fortiden, men jeg er sikker på, at vi kan klare os godt denne måned.

Om Rüdiger:
- Han har draget fordel af skaderne til centerbackerne, der har været betydelige, og han præsterer på et meget højt niveau med hensyn til kontinuitet. Han er altid fokuseret og klar. Han er en sikker skanse bagved, og han gør det rigtig godt, han yder sit bedste.

Om Bellingham, der spillede en af sine dårligste kampe i sæsonen:
- Det er ikke overraskende, at han ikke scorer mål. Han har arbejdet hårdt, og når han har scoret mål, har det været et plus. Han manglede lidt nøjagtighed og friskhed, ligesom Rodrygo og Vinícius.

Om Vinícius’ retur:
- Udskiftningen var aftalt. Han havde en betydelig skade, og tvivlen var, om han skulle starte kampen eller komme ind senere. Han spillede 60 minutter, og det var godt for ham.

Om Arda Güler, der sad hele kampen på bænken:
- Han har det godt, han er rolig. Han er begyndt at træne med holdet, og jeg er meget opmærksom på, at han er 18 år gammel. Ro er vigtigt for ham, fordi han kommer til at være en meget vigtig spiller for klubbens nutid og fremtid. Det er vigtigt at have tålmodighed. Jeg er tålmodig, og det er spilleren også. Lidt efter lidt vil han få sin spilletid og sin rolle, for kvaliteten er der.

Om Brahim:
- Han er i meget god form i øjeblikket. Jeg ved ikke, hvordan han ikke scorede det mål (da han brændte en kæmpechance, red.), men hovedspillet er ikke hans bedste kvalitet. Han og Joselu har bragt noget anderledes til et hold, der led.

Om keepersituationen:
- Der vil altid være en målmand, men vi ser, hvem det bliver. Lunin spillede i dag, fordi Kepa har haft problemer i de sidste dage. Kepa vil spille i næste kamp, og når vi kommer til Arabien (i den spanske Super Cup, red.), vil jeg vurdere, hvem der spiller i næste kamp.

Om Copa del Rey-kampen lørdag aften:
- Der vil være lidt rotation. Der kan være nogle ungdomsspillere i truppen, og måske vælger jeg at bringe en centerback i spil sammen med Nacho. Vi skal forsøge at spille en god kamp.

Seneste artikler...