Truppen imod Arandina, Copa del Rey, 1/16-finale

Real Madrid træder lørdag aften ind i Copa del Rey med en udebanekamp i 1/16-finalen imod bundholdet i den spanske fjerdedivision, Arandina.
Her har Carlo Ancelotti valgt helt at hvile Vinícius, Toni Kroos og Aurélien Tchouaméni, der alle er udeladt af truppen. Derudover er Ferland Mendy tilsyneladende ikke blevet sin skade kvit endnu, mens Lucas Vázquez desværre har skrevet sig på den ellers skrumpende skadesliste.
Nacho er ny mand i kamptruppen efter sin karantænedag i ligaen, mens Eduardo Camavinga er klar til at få minutter igen. Derudover er Arda Güler – bank under bordet – klar til kamp, idét han for første gang i Real Madrid-karrieren er med i to kamptrupper i træk.
Derudover er truppen fyldt godt op med førsteholdsspillere, hvoraf man kan håbe, at flere af dem får et tiltrængt hvil. Ancelotti har også fundet plads til fem markspillere fra Castilla i form af centerbacken Álvaro Carrillo, højrebacken Vinícius Tobias, midtbanespillerne Mario Martín og Nico Paz samt den uruguayanske angriber Álvaro Rodríguez.
Truppen imod Arandina:
Målmænd: Lunin, Kepa, Fran.
Forsvar: Carvajal, Nacho, Fran García, Rüdiger, Carrillo, Tobias.
Midtbane: Bellingham, Modrić, Camavinga, Valverde, Ceballos, Güler, Martín, Nico Paz.
Angreb: Rodrygo, Joselu, Brahim, Álvaro.
