Ancelotti om centerforsvaret, kampklare Güler og sit forhold til Florentino Pérez

Logo Realmadrid 010101

Carlo Ancelotti mødte pressen i går til en snak om aftenens Copa del Rey-kamp imod Arandina. Her sagde han helt som forventet, at Real Madrid vil forsøge at spille en seriøs kamp, og at man vil vinde turneringen, men på lidt mindre klichéfyldt plan var der også et par andre punkter at hive fat i.

 

1. Carlos centerback-overvejelser

Resten af sæsonen kommer centerbackpositionen til at være et tema, men aftenens kamp bliver en af få muligheder for helt at spare en hårdt prøvet spiller som Rüdiger. Selv udtalte Ancelotti:

- Carvajal er en mulighed der, og Nacho kommer også tilbage. Carrillo er med os og træner godt. Tchouaméni har brug for hvile.

Det er anden gang, at Ancelotti nævner Carvajal som en reel mulighed til centerforsvaret. Ikke just beroligende læsning, men med Vázquez’ seneste skade ligger det heller ikke lige for, at det er netop nu, at Carvajal skal ind og spille i midterforsvaret. Håbet herfra er ganske enkelt, at Carrillo får plads ved siden af Nacho, nu hvor Tchouaméni ikke er med i truppen, så Rüdiger kan få en pause.

2. Godt nyt på skadesfronten

Real Madrid har som bekendt være hårdt ramt af skader i sæsonen, men ud over de tre korsbåndsskader begynder det at lysne. Ancelotti gav følgende status:

- Mendy er stadig ikke med i truppen, men han vil være klar til den spanske Super Cup. Camavinga er tilgængelig. Kroos havde et lille problem med anklen mod Mallorca, men han vil være med i Saudi-Arabien. Güler er tilgængelig i dag og er en mulighed for at starte kampen.

Nyheden med skaden til Vázquez kom efter denne udtalelse, men ellers begynder Ancelotti at have en del brikker at rykke på. Det er godt nyt forud for en januar, hvor der kommer til at være masser af kampe og dermed også rig lejlighed til at få spillerne tilbage i kampform. Og så er det glimrende nyt, at Güler ikke blot nævnes som en spiller, der er klar til kamp, men endda som en mulighed til startopstillingen. Det må immervæk betragtes som et meget positivt signal.

3. Nej tak til en konkurrencedygtig spillertrup. Ja tak til varme og kærlighed

En af de negative kritikker, der oftest rettes mod Ancelotti, er, at han er lidt af en nikkedukke for de høje herrer på ledelsesgangene, og med sin udtalelse om sit forhold til præsident Florentino Pérez er det vist ikke grebet helt ud af den blå luft:

- Jeg har et godt forhold til Florentino Pérez, og jeg har aldrig bedt ham om mere, end han allerede har givet mig. Han giver mig alt i form af varme og hengivenhed. Jeg har et godt forhold til ham, og jeg holder meget af ham.

Hører man til den del af fanskaren, der gerne så Ancelotti kræve en ny 9’er i sommer eller endnu mere presserende en ny centerback i denne januar, kan man roligt sænke forventningerne. Ancelotti virker fortsat glad og tilfreds med bare at være i Real Madrid, og man forstår jo godt, at Pérez er tilfreds med en cheftræner, der henter den slags resultater uden at skulle have meget andet end ”varme” og ”hengivenhed” den anden vej. Vi kunne nærmest ikke komme længere væk fra José Mourinho-typen, men det er formentlig også en god del af årsagen til, at der virker til at være god kemi hele vejen fra top til bund i Real Madrid for tiden.

Seneste artikler...