Referat: Real Madrid - Barcelona 4-1, Spansk Super Cup-finale

Endelig! Endelig fik Real Madrid sat en tyk streg under den kvalitetsforskel, der skal være til Barcelona. Det skete med en til tider berusende sejr på 4-1 i den spanske Super Cup.

Vejen mod titlen blev grundlagt i de første ti minutter, hvor Vinícius med to mål sendte Real Madrid på sejrskurs. Her gik Barcelona ind i en åben kniv ved at lægge forsvarslinjen så højt, at man med dybe stikninger kunne komme alene med en prisgivet Iñaki Peña. Første gang efter syv minutter, hvor Bellingham med en genial frispilning sendte Vinícius alene mod mål og så kunne han let afdrible Barcelona-målmanden og bringe Real Madrid foran. Tre minutter senere var den gal igen i Barcelona-forsvaret, da Rodrygo blev sendt alene afsted på højrekanten og hans præcise aflevering lå lige for fødderne af Vinícius, der kunne glide bolden ind til 2-0.

Herefter slækkede Real Madrid lidt på koncentrationen og det gav et par farlige muligheder til Ferrán Torres, men lad det være sagt med det samme: Han bliver ikke topscorer nogen steder! Det gør Robert Lewandowski givetvis heller ikke, men polakken ved dog, hvordan man scorer resolut og det viste han efter 33 minutters spil, da Ferland Mendy ikke fik ekspederet bolden ordentligt væk og så havnede den for fødderne af Lewandowski, som flugtede bolden ind bag en prisgivet Lunin.

Barcelonas håb om at komme tilbage i kampen levede dog kun i ganske kort tid, for seks minutter før pausen begik Araújo straffespark på Vinícius og det kunne brasilianeren let omsætte til scoring og altså hattrick fra den brasilianske verdensklassespiller, som også skulle få en hovedrolle i anden halvleg.

Her var Real Madrid bedst, selv om Barcelona i halvlegens start fik lov til at have bolden mest, men Xavis tropper manglede ideer til at lirke Real Madrids defensiv op og i stedet slog man sejren fast efter 64 minutters spil, da Fede Valverde lavede et langt sideskift til Vinícius, som forsøgte at sende bolden ind foran mål til Bellingham, men det blev forsøgt afværget af Koundé, der dog sendte bolden lige ud i fødderne på Rodrygo og så kunne han let score til 4-1.

Herfra blev det ren legestue for Real Madrid og det blev ikke lettere for Barcelona, da man tyve minutter før tid blev ramt af udvisningen af Araújo, der modtog sit andet gule kort på en forseelse midt på banen mod Vinícius. Måske ikke verdens største advarsel til uruguayaneren, som til gengæld også burde have været klogere i betragtning af, at han allerede bar rundt på et gult kort.

Med en mand i overtal var det let for Real Madrid at køre bolden rundt til tilhængernes tilfredse Olé-råb og man kom da også fortsat frem til en del chancer, som kunne have udbygget føringen, men først og fremmest brugte man ikke unødige kræfter på en kamp, som for længst var afgjort og så kunne Nacho endelig løfte sæsonens første trofæ. Fuldt fortjent.

Kampens spiller: Vinícius. Tre mål er i sig selv nok, men brasilianeren var en konstant trussel og han satte en tyk streg under, at venstrekanten tilhører ham – nu og i fremtiden.

Kampens badebold: Det er ikke dagen, hvor vi skal sende en spiller i skammekrogen.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Søndag den 14. januar blev Kongernes dag i Europa og vi sender et stort tillykke til Hans Kongelige Højhed, Frederik X. og til Real Madrid. Der venter dem begge en lys fremtid. For Real Madrids vedkommende skal man ride videre på bølgen og bygge på, at man med afstand er det stærkeste hold i Spanien.

Seneste artikler...