Real Madrid urørlige på defensive dødboldsituationer
Vi har her på siden allerede skrevet om Real Madrids gode pointafkast på hjørnespark i de seneste måneder, men på samme parameter bliver der også sikret en god portion point rent defensivt.
Real Madrid har nemlig endnu ikke indkasseret et eneste mål i sæsonen efter en dødbold, og den bedrift er man det eneste hold i de fem største ligaer, der kan prale af. Serie A-klubben Juventus kommer tættest på med deres ene mål indkasseret efter et hjørnespark.
Real Madrid har ifølge Marca haft 58 dødboldsituationer imod sig i form af frispark, indirekte frispark og hjørnespark, men endnu har det ikke givet gevinst for modstanderne. Til sammenligning har Girona indkasseret seks mål på 65 forsøg imod sig, mens det for Barcelona er tre mål indkasseret på 53 forsøg på eller efter dødbolde.
Én ting er, hvor iøjnefaldende den bedrift er. Men en anden ting er, at Real Madrid grundet skader har været uden nogle af holdets vigtigste grundsten i forsvaret i form af Courtois, Militão og på det seneste også Alaba.