Madridista

 
 

Optakt: Real Madrid - Athletic Club, LaLiga, 30. spillerunde

Jude Bellingham fejrer sit mål på San Mamés

Der venter et usædvanligt syn for tilskuerne på Santiago Bernabéu, når Real Madrid i aften tager imod Athletic Club fra Bilbao. Hjemmeholdet spiller nemlig i lilla, mens udeholdet trækker i hvide dragter.

Det skyldes promoveringen af denne sæsons Y-3-trøjer fra Adidas og Yohji Yamamoto, der udover at være beklædt med et par gigantiske roser, også er svinedyre. En trøje står i €180 på Real Madrids hjemmeside, mens man kun må slippe €90 for et par shorts. Men der får du så heller ingen roser.

Nede på grønsværen må Real Madrid undvære Thibaut Courtois og David Alaba pga. skader, mens Vinícius Jr. fik sæsonens femte gule kort mod Osasuna, og dermed fik karantæne til dagens kamp.

Til gengæld er der et glædeligt gensyn til Éder Militão, der dog efter al sandsynlighed starter kampen på bænken. Forsvarsspilleren har været ude siden august, hvor han fik en skade imod netop Athletic Club i sæsonens første kamp.

Tilbage er også LaLigas topscorer, Jude Bellingham, der har overstået sin karantæne, og han forventes at glide direkte ind i startopstillingen.

Athletic Club må undvære deres stærkeste offensive kort, Nico Williams, der drev alvorligt gæk med det brasilianske landshold i løbet af landskampspausen.

Det er et baskisk hold i fornuftig form, og de har endda overhalet Atlético Madrid på ligaens 4. plads. De står dog i lidt af et dilemma, for på den ene side skal de selvfølgelig gå efter kvalifikationen til Champions League, men på den anden side har de om en uge muligheden for klubbens første Copa del Rey-trofæ siden 1984.

Vinícius’ fravær kan vise sig at være en velsignelse i forklædning for Rodrygo. Brasilianeren har haft svært ved at levere på det seneste, men med landsmandens karantæne, vil der formentlig være muligheder for Rodrygo længere mod venstre. Ved siden af ham står kampen mellem Brahim og Joselu, og der er Brahim favorit.

I centerforsvaret er Militão med i truppen, men han kommer ikke til at starte inde. Ifølge Carlo Ancelotti kan han dog få minutter, da han naturligvis mangler kamptræning. Rüdiger tager sig af den ene plads, mens Nacho og Tchouaméni vil konkurrere om den anden.

Eduardo Camavinga humpede fra banen i Frankrigs kamp mod Chile, men han er altså blevet klar, og hvis Tchouaméni skal bruges i centerforsvaret, kan det betyde, at Camavinga starter inde.

Næste weekends Copa del Rey-finale betyder i øvrigt, at dette er Real Madrids sidste kamp, inden Manchester City venter på Santiago Bernabéu den 9. april.

Der er kick-off i aften kl. 21:00, og kampen kan ses på TV2 Sport X samt TV2 Play.

Real Madrids forventede hold: Lunin, Carvajal, Tchouaméni, Rüdiger, Mendy, Valverde, Camavinga, Kroos, Bellingham, Brahim, Rodrygo.

Seneste artikler...