Ancelottis pressemøde: Forsvar af Bellingham, dynamisk brasserduo og en reference til La Décima

Logo Realmadrid 010101

Carlo Ancelotti har afholdt sit pressemøde forud for kampen i morgen aften imod Mallorca, og her kom italieneren ind på en række interessante emner. Det mest spændende handlede om den netop overståede Manchester City-kamp og status for diverse spillere.

 

For at starte med et par relevante småpointer kan vi nævne, at Rodrygo er klar til kamp, selvom han ikke trænede med i går på grund af et mindre slag. Derudover fik Modric roser for sine indsatser som både starter og indskifter samt for sin fysiske forfatning. Og så var der ros til Nacho, der formentlig erstatter Tchouaméni i City-returkampen, for hans professionalisme og pålidelighed. Men vi skal også have fat i nogle citater med lidt mere kød på, og de kommer her.

1. Ikke langt fra hæder til kritik for Bellingham

Bellingham blev her på siden kåret som kampens badebold imod Manchester City, og englænderen har – ifølge denne skribent – generelt måttet lægge øre til en del uretfærdig kritik her i 2024, hvilket især har drejet sig om hans færre mål. Ancelotti måtte også forholde sig til kritikken, og han tog på vanlig vis sin spiller i forsvar:

- Målsekvensen er faldet lidt. Det var en overraskelse for alle, at han scorede 20 mål i den første del af sæsonen. Nu udfører han sit arbejde som midtbanespiller eller offensiv midtbanespiller, han er ikke angriber. Hans niveau i præstationerne er ikke faldet. Han mangler intet. Før eller senere vil han begynde at score igen.

Måden Ancelotti forsvarer Bellingham på, afviger lidt fra den måde, han må tage spillere som Mendy og Rodrygo under sine vinger, når pressen og fans er efter dem. Med dem må han fremhæve positive aspekter, når niveauet daler, men med Bellingham er det en direkte afvisning af kritikken. Og den vinkel får han opbakning herfra, for selvom Bellingham ikke har været samme målsluger som i starten af sæsonen, har han også været ude med skader og karantæner og ellers spillet en masse fine kampe. Men det kunne være godt for ham at steppe op i sæsonens vigtigste kamp på onsdag.

2. Carlos krampagtige catenaccio

Efter at have været uden de store problemer i 43 minutter i første halvleg imod Manchester City, kom englænderne tilbage i anden halvleg, da Real Madrid stillede sig længere tilbage. Ancelotti gav følgende forklaring:

- De fysiske data efter kampen mod Manchester City er gode. Vi var i god form fysisk. I anden halvleg faldt vi lidt, men det var også fordi, vi havde føringen på 2-1, og vi ønskede at holde fast i den. Vi har ingen problemer i den henseende.

Lad os først slå fast; følgende er kun et udtryk for denne skribents personlige holdning. Det er sådan noget som det her, der irriterer mig ved Ancelotti. Det er fair at lide under træthed efter et massivt løbearbejde eller miste koncentrationen momentvist, men her har vi det jo sort på hvidt, at Ancelotti dummer sig med sin snak i halvlegen. Vi har spillet en flot første halvleg imod Manchester City med en masse chancer til at komme foran med mere end 2-1 – hvorfor skal han bede sine spillere om at stille sig tilbage og ’holde fast i føringen’? Vis noget tro på den offensiv, der var farlig igen og igen, og fortsæt i samme spor! Hvis der, med Ancelottis egne ord, ikke var nogle problemer fysisk, er det en bommert at stille sig længere tilbage, tydeligt indikeret ved deres to mål til følge. Det er mig et mysterium, at den tilgang stadig hænder, når det aldrig er sådan, at Real Madrid er bedst.

3. Rodrygo til venstre og Vinícius centralt

Imod Manchester City så vi for en sjælden gangs skyld Rodrygo få plads på sin bedste position til venstre med Vinícius på banen samtidig. Sidstnævnte spillede mere centralt, og Ancelotti sagde følgende om det:

- Vinícius er meget ydmyg, fordi han har forstået, at det kunne være godt for holdet, og derfor spillede han mere centralt. Han forstår, at han ikke behøver mange berøringer for at score mål der. Et enkelt hurtigt øjeblik er nok, og det er han rigtig god til. Jeg talte med begge for at træffe beslutningen, og de var enige.

Et fint lille kig ind bag facaden til den måde, Ancelotti taler med sine spillere på. Der virker ikke til at være noget drama mellem cheftræneren og de to brasilianere, og det er helt sikkert også Ancelottis ære, at han har skabt et miljø, hvor den slags er muligt.

4. Militão med en Sami Khedira'sk chance for at spille

Vi slutter af med en sjov lille sammenligning, Ancelotti lavede, da han blev spurgt ind til Militãos chancer for at spille. En næsten ti år gammel reference lød således:

- Alle er tilgængelige, og jeg vil stille med det bedste hold op, Militão inkluderet. Vi skal tænke over det nøje, men han er i god fysisk form, fordi han har arbejdet meget. Hvis jeg synes, at en spiller ser ud til at være klar, vil jeg ikke tælle de minutter, han har spillet. Jeg satte Khedira på banen i en Champions League-finale, selvom han ikke havde spillet et eneste minut, fordi jeg syntes, at han så ud til at være i god form. Militão kan ikke spille 90 minutter, men han kan holde en god del af kampen og udføre et fantastisk stykke arbejde.

Ancelotti henviser her til en mindeværdig aften for enhver Real Madrid-tilhænger; La Décima-triumfen i 2014. Khedira havde været en fremragende midtbanedynamo under José Mourinho fra 2010 til 2013, men i Ancelottis første sæson som cheftræner for Real Madrid, røg tyskeren ud i størstedelen af sæsonen med en grim skade. Ancelotti har ikke ret i, at Khedira ikke havde spillet et eneste minut før Champions League-finalen imod Atlético Madrid, for han nåede at få en time i sæsonens sidste to ligakampe, men det er alligevel en skøn sammenligning for en Real Madrid-nostalgiker. Og så lyder det i øvrigt som om, at vi kan forvente at se Militão fra start, og så må vi se, hvor længe han holder.

Seneste artikler...