Marca: Real Madrid i kovending - vil forlænge Mendys kontrakt
Ifølge Marca er Real Madrid efterhånden blevet overbevist af Carlo Ancelottis ord og Ferland Mendys niveau på banen om, at den franske venstreback fortjener en forlængelse af den kontrakt, der står til at udløbe i 2025.
Den spanske sportsavis skriver, at der ikke er lukket nogen aftale endnu, men at der vil blive arbejdet henimod det i den kommende tid. Ancelotti har flere gange luftet sin store tilfredshed med spilleren og kaldt ham verdens bedste defensive back, og med 33 kampe hidtil i sæsonen er Mendy også tæt på at udligne den sæson, hvor han spillede flest kampe, hvilket var i 2020/21-sæsonen med 38 kampe.
Rygterne har i flere år svirret om, at Mendys lejr ønskede en lønforhøjelse til spilleren, eftersom han oven på Marcelos nedgang blev fast inventar i startopstillingen men uden en forbedring af den kontrakt, han ankom på i 2019.
Angiveligt lurer Bayern München, Saudi Arabien og diverse Premier League-klubber i kulissen, men der er endnu ikke nogen udsigter til, at det skal udvikle sig til en reel kontraktstrid. Dog skriver Marca, at Real Madrid næppe kommer til at have både Alphonso Davies og Mendy i truppen på samme tid i den kommende sæson. Om det så betyder, at man vil vente et år med at hente canadieren kvit og frit eller helt droppe den bænkede Bayern-spiller, vides ikke.

