Madridista

 
 

Real Madrid-kvartet kan udligne uslåelig Paco Gento-rekord

Logo Realmadrid 010101

Rekorden virkede umulig at slå, efter Paco Gento sammen med Real Madrid triumferede i de fem første udgaver af Champions League og også var med, da man snuppede trofæet i 1966. Seks titler nåede Gento op på, og ud over et par langtidsholdbare AC Milan-gutter og Clarence Seedorf, der var rundt til tre Champions League-vindende mandskaber, har ingen for alvor været tæt på at udligne den imponerende bedrift. Ikke før Real Madrid trykkede på Champions League-gaspedalen i det seneste årti og dermed nu har fire spillere i truppen, der kan komme op på siden af Gento.

 

Mange står ellers på trinnet lige under med fem titler, men mange af dem har stoppet karrieren, et par stykker har solgt ambitionerne for et ophold i Saudi Arabien, Isco og Marcelo vinder den næppe med Real Betis og Fluminense, og Casemiro skal undslippe den synkende skude i Manchester, hvis han igen skal kunne drømme om trofæet med de store ører.

Det efterlader kun de fire kandidater Nacho, Luka Modric, Dani Carvajal og Toni Kroos. De tre førstnævnte har vundet alle fem med Real Madrid, mens Kroos ikke var med til at vinde La Décima men nåede både at vinde og tabe en Champions League-finale med Bayern München. Det er dog ikke alle fire, der har haft samme store rolle i deres fem triumfer, og her følger en kort gennemgang.

Nacho er den fra kvartetten, der har spillet mindst Champions League-finalefodbold. I 2014 var han end ikke udvalgt som en af de dengang syv bænkspillere, mens han i 2016, 2017 og 2022 sad 90 minutter på bænken. Hans hidtil eneste præstation i finalen var derfor i 2018 i 3-1-sejren over Liverpool, hvor han kom ind for en skadet Carvajal i det 37. minut. Nu ligger det i kortene, at han kommer til at starte imod Dortmund ved siden af Antonio Rüdiger og dermed ikke blot spille sin anden Champions League-finale og potentielt udligne Gento men også have æren af at løfte trofæet som anfører for Real Madrid.

I modsætning til Nacho har Modric været decideret instrumental i alle fem Champions League-triumfer. Han spillede 90 minutter i alle fem finaler, og det betød, at han var manden, der kunne smække indlægget ind til Sergio Ramos’ legendariske scoring i 2014. Og i øvrigt lagde op til Cristiano Ronaldos 3-1-mål imod Juventus i 2017. I de seneste fire finaler har det i alle tilfælde været som del af en midtbanetrio med kammeraterne Casemiro og Kroos, mens det i 2014 var Di María og Sami Khedira, der i Xabi Alonsos beklagelige karantænefravær, flankerede den dengang 28-årige kroat.

Carvajal kom tilbage til klubben i La Décima-sæsonen, og også han er startet inde i samtlige af de fem finaler, dog ikke med helt samme succes som midtbaneguderne foran ham. To gange har han måttet lade sig udskifte undervejs med skader. Først i 2016 i det 52. minut til fordel for Danilo, mens det som nævnt allerede gik galt i det 37. minut i 2018, hvilket banede vejen for Nacho. I 2022 lavede han i øvrigt en hockey-hockey assist med fjerdesidste fod på Vinícius afgørende 1-0-scoring imod Liverpool.

For Kroos’ vedkommende bliver det hans første Champions League-finale med Real Madrid uden Modric og Casemiro ved sin side. Tyskeren er startet inde i samtlige fire finaler med Real Madrid og spillet fuld tid i to af dem, men faktisk deltog han ikke i Bayern München-titlen i 2013 på grund af en skade, der også holdt ham ude i semifinalerne. Nu jagter han det trofæ, der ikke kun skal bringe ham op på siden af Gento men også sætte en tyk streg under en fænomenal klubkarriere inden den sidste dans til EM på hjemmebane i Tyskland.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...