EM og Copa América skaber mandefald på Valdebebas
Nok har Real Madrid kun lige vundet klubbens 15. Champions League-trofæ i historien, men allerede nu er størstedelen af spillerne så småt i gang med forberedelserne til de næste opgaver hen over sommeren.
Der skal nemlig både spilles EM og Copa América, og i den forbindelse kommer Real Madrid med stor sandsynlighed til at have hele 18 spillere med til de to slutrunder, med fem, der skal til Sydamerika, og de resterende 13 hjemme på europæisk grund.
EM-trupperne ligger ikke helt fast endnu, da de endelige trupper først skal indsendes i morgen den 7. juni. P.t. ser det dog ud til, at Real Madrid kommer til at blive repræsenteret af Carvajal, Nacho og Joselu for Spanien, Modric for Kroatien, Bellingham for England, Kroos og Rüdiger for Tyskland, Lunin for Ukraine, Arda Güler for Tyrkiet og Camavinga, Tchouaméni, Mendy og Mbappé for Frankrig.
Til Copa América er Fede Valverde med for Uruguay, mens Brasilien har Militão, Vinícius, Rodrygo og Endrick med i truppen. Læg dertil, at Alaba ovenikøbet skal med til EM som en del af trænerstaben for Østrig, og så er vi oppe på 19
Det betyder alt i alt, at kun Courtois, Fran García, Vázquez, Ceballos og den marokkanske landsholdsspiller Brahim Díaz bliver hjemme. Det samme gælder i øvrigt Kepa, der er Real Madrid-spiller en lille måneds tid endnu.