Madridista

 
 

Hvem var Don Santiago Bernabéu Yeste? Om hans person, vision og om Franco

Det er i dag 129 år siden Santiago Bernabéu Yeste blev født. Her følger et kort portræt af den måske vigtigste person i Real Madrids historie. Hvis man vil læse mere, vil jeg anbefale at læse “Kærlighed og had i La Liga” af Sid Lowe og “Fodbold i Spanien - meget mere end El Clásico” af Svend Rybner og Jesper Ralbjerg

Don Santiago

Santiago Bernabéu de Yeste blev født for 129 år siden, helt præcis den 8. juni 1895, i Montealegre del Castillo, godt tre timers kørsel sydøst for Madrid. Da han var barn flyttede familien til Madrid, og som 14-årig begyndte han at spille fodbold i Real Madrids ungdomsafdeling. Eller Madrid FC, som klubben hed dengang.

Han fik debut for førsteholdet i 1912. I 1920 havde han en ganske kort afstikker til Atlético Madrid, faktisk kun én kamp, inden han vendte “hjem” til Real Madrid i 1921. Og nu hed klubben rent faktisk Real Madrid, efter tilladelse fra kong Alfonso d. XIII i 1920.

Han stoppede fodboldkarrieren i 1926, ifølge realmadrid.com med 81 officielle kampe og 68 mål i bagagen. Allerede i 1922 blev han af Madrid Sport dog kaldt “holdets sjæl” med mere end 1000 mål for klubben. På Real Madrids hjemmeside er han beskrevet som en fysisk stærk, målfarlig og meget engageret spiller. Sjovt nok ville klubben have ham til at være målmand, da de første gang så ham. Hans bror, Marcelo, fortalte ham dog, at “enten er du angriber, eller også spiller du ikke”.

Bernabéu nåede aldrig at få debut på landsholdet. Under opvarmningen til en landskamp mellem Spanien og Portugal i 1922 fik han at vide, at den baskiske angriber Francisco Pagaza ville spille i hans sted, fordi alle spanske regioner skulle være repræsenteret på holdet.

Efterfølgende varetog han forskellige opgaver i klubben, han havde solgt billetter, været holdleder, passet banen, assistenttræner og cheftræner, inden han i 1943 blev præsident.

I juni havde FC Barcelona besejret Real Madrid med 3-0 i Barcelona i den første semifinale af Copa Generalísimo, og da returkampen skulle stå en uge senere i Madrid vendte Real Madrid opgøret og vandt med hele 11-1.

Historien er dog, bl.a. ifølge Svend Rybner og Jesper Ralbjerg i “Fodbold i Spanien - meget mere end El Clásico”, at en højtstående officer eller politimand mødte op i FC Barcelonas omklædningsrum på Estadio Chamartín, som Real Madrids hjemmebane hed dengang. Her blev spillerne advaret om, at der ikke måtte ske noget i kampen, og Real Madrid kom derefter nemt til den store sejr. Der findes dog ingen endegyldige beviser på militærets eller politiets indblanden.

Hvad vi ved med sikkerhed er dog, at stemningen på Les Corts, Barcelonas hjemmebane, var intens i den første kamp, og da Real Madrids tilhængere fik nys om det, gjorde de deres bedste for at gøre stemningen på Estadio Chamartín mindst lige så intens. Flere Barcelona-spillere fortalte, at de frygtede for deres liv foran de 15.000 Real Madrid-fans, som til dagens anledning var blevet udstyret med fløjter.

Stemningen var efterfølgende så fjendtlig, at politiet bad udeholdets buschauffør om at finde hovedvejen hurtigst muligt og komme væk.

Efterfølgende var stemningen mellem de to klubber så betændt, at regeringen så det som en risiko for den nationale sikkerhed. Derfor blev både Real Madrid og FC Barcelona beordret til at få nye præsidenter.

Den 6. august forlod Antonio Peralba posten, og den 15. september blev Santiago Bernabéu valgt som ny præsident af regimet, ligesom de gjorde i alle andre klubber.

Og det skulle blive en beslutning, der ændrede Real Madrid for altid. Under Don Santiago gik man fra at være en klub med to mesterskaber og syv pokaltitler til at være klodens største fodboldklub.

Det var dog ikke øjeblikkelig succes. I 1947/48 sluttede man fx på 11. pladsen og var blot to point fra at rykke ned.

Bernabéu havde dog en vision, der var forud for sin tid. Efter en periode med forskellige hjemmebaner som den gamle galopbane, pladsen foran den gamle tyrefægterarena og pladsen foran tyrefægterarenaen ved Goya, flyttede man i 1924 permanent til Chamartín, hvor Real Madrid stadig har hjemmebane i dag.

På det gamle Estadio Chamartín kunne der være 15.000 mennesker, men efter borgerkrigen var den spanske økonomi ikke til at bygge storslåede byggerier. Det lykkedes dog Bernabéu at skaffe pengene, så i 1944 begyndte byggeriet af det nye og forbedrede Estadio Chamartín. Tre år senere blev det indviet med plads til 75.000, men allerede i 1954 var det udvidet til 125.000.

I 1952 afholdte Real Madrid en jubilæumsturnering i anledning af 50-året for klubbens grundlæggelse, og her havde man bl.a. inviteret colombianske Los Millonarios til at deltage. Colombianerne slog Real Madrid med 4-2, bl.a. på to mål af en vis Alfredo di Stéfano. Både Real Madrid og Barcelona var interesserede i ham, og han endte gudskelov, efter noget tovtrækkeri, med at spille for Real Madrid.

Den Blonde Pil

I 1953 hentede FC Barcelona Di Stéfano i River Plate, som havde rettighederne til spilleren, mens Real Madrid forhandlede med Millonarios. Det blev bestemt, at han skulle spille en sæson for Real Madrid, så en for FC Barcelona og sådan skulle det fortsætte indtil 1958. Den 23. oktober afstod Barcelona deres ret til spilleren, og to dage senere scorede han to mål imod netop FC Barcelona.

Med indkøbet af Di Stéfano flyttede man fodboldholdet til et helt andet niveau, og fra 1955/56-sæsonen vandt man Europa Cuppen fem gange i træk.

Sammen opnåede de umulige ting, men forholdet mellem de to kæmpe skikkelser i Real Madrids historie sluttede desværre ikke lykkeligt. Di Stéfano ragede uklar med en tredje gigantisk Madrid-figur, træneren Miguel Muñoz, og det stod klart at spilleren ikke længere skulle spille for Real Madrid. Han blev tilbudt at blive i en anden rolle, men det afviste han.

I stedet tog Di Stéfano til Espanyol og spillede de sidste to sæsoner af karrieren, og udover en testimonial i 1967, vendte han ikke tilbage til Real Madrid i Bernabéus levetid. Senere hen blev han dog træner i 80’erne, og i 2000 blev han ærepræsident i klubben frem til sin død i 2014.

Franco og Real Madrid?

Mens Di Stéfano var i klubben havde man udviklet sig til Spaniens bedste fodboldhold, og det betød samtidig, at man med sine smukke hvide dragter var de perfekte ambassadører for Francos regime. Al sport i landet var underlagt regimets kontrol, men Real Madrid klarede sig også godt uden for landets grænser, og det var virkelig noget man kunne bruge.

Det betyder dog ikke, at Real Madrid nød specielt godt af denne status. Der skulle gå mange år fra Franco overtog landet til Real Madrid begyndte at vinde trofæer.

Don Santiago var en kompleks mand. Han var stokkonservativ og brød sig bl.a. ikke om, da Real Madrid fik deres yéyé-image i 60’erne, trods han selv var fremsynet. Han var religiøs, men kritiserede levende den katolske kirke og giftede sig i øvrigt sent. Han købte dyrt ind til fodboldholdet, men var også kendt for selv at gå rundt og slukke lyset på stadion. Og så var han på flere måder regimets mand, der udnyttede sine forbindelser, når det var nødvendigt.

Det var han dog ikke den eneste der gjorde. Da Ladislao Kubala i 1950 søgte asyl fra Ungarn var Franco hurtig. Styret hjalp FC Barcelona med at få styr på papirerne, og så havde Barcelona med lidt hjælp fået en af verdens bedste fodboldspillere.

Det er ikke for at sige, at det ene eller det andet hold er mere Franco end andre. Det er for at sige, at Franco så sport som en mulighed for både at promovere Spanien udadtil, og som en afledning nationalt, præcis som gladiatorerne var det i Rom. I 1960’erne var Spanien det land i Europa, det sendte mest fodbold i TV.

Hvis man kunne få lidt hjælp, så fik man det. Bernabéu udnyttede sine relationer til at finansiere og skaffe cement til et nyt stadion, mens de i Barcelona fik lov til at sælge Les Corts, så man kunne købe grunden til Camp Nou.

Don Santiago var spillernes mand, og han stod bag enhver i Real Madrid, der udviste den krævede loyalitet.

I 1958, da Manchester Uniteds fly forulykkede i München tilbød Bernabéu en hjælpende hånd. Alfredo di Stéfano blev tilbudt på lån for sæsonen, men FA blokerede skiftet. I stedet blev der bl.a. afholdt fundraising-kampe til fordel for klubben.

Don Santiago Bernabéu var præsident i næsten 35 år, helt frem til sin død d. 2. juni 1978. Under hans ledelse vandt Real Madrid bl.a. 16 mesterskaber og 6 Europa Cup-trofæer. Nuevo Chamartín blev opkaldt efter Santiago Bernabéu i 1955.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...