EM-tjek: Kroos-kontrol og spansk-kroatisk veteranduel

Fem Real Madrid-spillere har været i aktion i løbet af EM’s første to dage, og det har i høj grad været med blandet succes. Her kommer en kort status.
Tyskland-Skotland 5-1: Kroos (80 min.) og Rüdiger (90 min.)
Fredag aften startede Toni Kroos inde for Tyskland i åbningskampen imod Skotland, og han var instrumental i den flotte 5-1-sejr. I vanlig stil dikterede han spillet og var usvigeligt sikker på kuglen i de 80 minutter, han var på banen, inden han blev skiftet ud ved stillingen 4-0. På den tid kom han op på vanvittige 101 afleveringer på 102 forsøg, heraf fuld valuta for sine otte forsøg på lange afleveringer.
Antonio Rüdiger spillede hele kampen i centerforsvaret ved siden af Bayer Leverkusens Jonathan Tah, og det var i det store hele en kamp uden de store problemer, da Skotland var tandløse i offensiven og tilmed spillede en hel halvleg med kun ti mand på banen. Rüdiger gjorde sig dog bemærket på uheldig vis, da han i det 87. minut kom til stange bolden i kassen bag Manuel Neuer og dermed sørgede for, at Skotland kom på tavlen.
Spanien-Kroatien 3-0: Nacho (90 min.), Carvajal (90 min.) og Modric (65 min.)
Der var Real Madrid-spillere på begge hold, da Spanien her til aften slog Kroatien med 3-0.
Tidligere var der tvivl om, hvorvidt Nacho overhovedet kom med i den endelige EM-trup, men i aften startede han inde og spillede fuld tid, idét Aymeric Laporte ikke var blevet klar. Han gjorde det med bravour, men endnu bedre var Carvajal, der brillerede med solidt og køligt forsvarsspil og målfarlighed i offensiven. Carvajal scorede nemlig kampens tredje mål på et indlæg fra Lamine Yamal, og på den måde var han med til at sænke Modric’ Kroatien-mandskab. Modric spillede ingen pragtkamp efter egne standarder, selvom han havde enkelte fine detaljer undervejs. Sammen med Kovacic, der var Kroatiens bedste spiller på dagen, blev han pillet ud efter 65 minutter ved stillingen 3-0 for at spare dem til kamp nummer to imod Albanien, som absolut skal vindes. Joselu sad hele kampen på bænken.
