EM-tjek: Bellingham blev matchvinder

Også søndag havde Real Madrid en spiller i aktion, nemlig engelske Jude Bellingham, der kom til at spille en hovedrolle for sit land.
Efter Danmarks skuffende præstation i 1-1-uafgjorten mod Slovenien var der vigtige point at hente imod Serbien, og det var netop på Bellinghams mål i det 13. minut, at England hentede 1-0-sejren. Det var et flot mål fra Englands nummer 10, der viste sin målnæse og søgte Bukayo Sakas afrettede indlæg fra højrefløjen og knaldhårdt stangede bolden i kassen bag Rajkovic i Serbien-målet.
Bellingham spillede generelt en flot kamp på den centrale midtbane lidt foran Declan Rice og Trent Alexander-Arnold, selvom han sammen med resten af det engelske hold dykkede i niveau i anden halvleg, hvor Serbien kørte på, dog uden at komme på tavlen – heller ikke ved brug af den tidligere Real Madrid-spiller Luka Jovic.
