EM-tjek: Gudekasse fra Güler

Arda Güler blev den sidste af Real Madrids 13 EM-aktuelle spillere til at komme i aktion i slutrundens første spillerunde, og den 19-årige tyrker indtog lidt af en hovedrolle.
Güler fik plads på en blanding mellem offensiv midt og højre wing i kampen imod Georgien, som viste sig sværere at bide skeer med, end man skulle tro på forhånd for Tyrkiet. Tyrkerne kom ellers foran efter 25 minutter, men georgierne slog til kun syv minutter senere, og så skulle vi helt frem til det 65. minut, før Güler tog sin nation på sine skuldre. Her tog han bolden til sig, tog sigte og plaffede et regulært drømmehug i kassen, helt oppe i det venstre målhjørne uden chance for Valencia-keeperen Mamardashvili.
Güler fik i alt 79 minutter i kampen, der sluttede 3-1 til Tyrkiet. Ikke alt lykkedes for ham, eksempelvis nul af hans tre driblinger, men han kom op på 38 vellykkede afleveringer på 41 forsøg og var generelt et godt omdrejningspunkt i offensiven uden spor af nervøsitet trods den store scene.
