Marvin Park skifter permanent til Las Palmas
23-årige Marvin Park har spillet de sidste par sæsoner hos Las Palmas på leje, og nu har Real Madrid offentliggjort på klubbens officielle hjemmeside, at Marvin skifter permanent til holdet fra De Kanariske Øer.
Marvin blev en del af Real Madrids akademi i en alder af 16 i 2016, og han nåede at optræde fire gange på førsteholdet, da man under Zinedine Zidane havde masser af skadesproblemer. Han har ikke været fast mand i startelleveren hos Las Palmas, men det er trods alt blevet til 56 kampe, ét mål og tre assists.
Vanen tro holder Real Madrid på 50% af rettighederne til spilleren. Las Palmas betaler to millioner euro for ham og har nu papir på ham frem til 2028.

