AS: Rabiot er en mulighed
Da Adrien Rabiot i 2019 skiftede til Juventus fra PSG, havde han forinden været rygtet til Real Madrid. Siden har han vokset sig til en nøglespiller for Torino-klubben og en af Serie A’s bedste spillere, og denne sommer har den 29-årige franskmand kontraktudløb.
Derfor er han naturligvis på Real Madrids radar, der som bekendt siger farvel til en markant midtbanespiller denne sommer i Toni Kroos. AS skriver, at klubben kun er indstillet på at købe en ny midtbanespiller, hvis han er gratis eller meget billig, og med kontraktudløb i slutningen af juni hører Rabiot til førstnævnte kategori.
Angiveligt har Juventus tilbudt en ny kontrakt, der dog ikke møder Rabiots nuværende lønkrav, og han kigger sig dermed om efter andre tilbud. AS skriver dog, at det ikke videre er sandsynligt, at Rabiot kommer til Real Madrid, men at et eventuelt salg af Dani Ceballos kan ændre på situationen.
Rabiot har gennem sin karriere opbygget et ry som en lidt besværlig størrelse. Eksempelvis blev han degraderet til andetholdet hos PSG – en klub, der dog heller ikke virker helt i balance – ligesom han måtte fyre sin egen mor som sin fodboldagent. Som fast mand for både det franske landshold og Juventus er spørgsmålet dog, om det vil være smart at hente Rabiot, der næppe kan forvente en fast startplads, og hvis dynamiske spillestil i forvejen minder om Camavinga og Valverdes.
