Real Madrid forbereder sig på sæson med op til 72 kampe
Carlo Ancelotti og Real Madrid-spillerne er i gang med forberedelserne til den forestående sæson og det er ikke uden bekymringer.
Der bliver nemlig tale om en marathon-sæson for Real Madrids vedkommende med den europæiske Super Cup, La Liga, Copa del Rey, Champions League, spansk Super Cup, VM for klubhold og Intercontinental Cup.
Alt i alt kan Real Madrid nå op på at skulle spille svimlende 72 kampe, mens man som minimum skal spille 53 kampe.
De seneste 12 sæsoner har Real Madrid ikke spillet mere end 60 kampe som maksimum, men meget tyder altså på, at man i den kommende sæson vil komme væsentligt over det tal. Hertil skal naturligvis lægges landskampe for flere af spillerne også.
Der bliver derfor brug for alle mand, hvis man skal komme helskindet gennem vanviddet.
