Optakt: Real Madrid – Atalanta, Europæisk Super Cup

Efter en sommer fyldt med sport og underholdning af al slags er det i aften blevet tid til at tage hul på det, der betyder allermest; klubfodbolden med Real Madrid i aktion. Og endda med et trofæ på spil i form af Den Europæiske Super Cup.
Har du fulgt Real Madrid i holdets tre venskabskampe i USA, er det næppe noget, du behøver at have i baghovedet, når du sætter sig til rette i sofaen i aften. For oven på sommerens fodboldslutrunder i Europa og Amerika var holdet uden en række af de største stjerner i USA, og forventningen er, at de er tilbage i aftenens kamp, hvor Real Madrid møder Atalanta, der vandt Europa League i sidste sæson efter en 3-0-sejr over et ellers uslåeligt Bayer Leverkusen-hold. Du skal med andre ord ikke forvente at se spillere som Vázquez, Ceballos, Mario Martín, Fran García og Endrick fra start som på banerne på den anden side af Atlanten.
Ancelotti har for vane at se Den Europæiske Super Cup som hørende til den forgangne sæson, og derfor er forventningen, at han vil stille med dem, der bragte Champions League-trofæet hjem til trofæskabet. Alligevel er der nogle tvivlsspørgsmål til startelleveren. Militão går selvsagt ind og tager Nachos plads. Men hvem skal erstatte Kroos? Bliver det Camavinga, der lignede holdets 12. mand i sidste sæson, eller bliver det Modric, der mere én til én matcher de egenskaber, som Kroos pakkede ned i sin kuffert og tog med sig, da han sagde auf wiedersehen denne sommer? Og så er der naturligvis spørgsmålet om Mbappé. Ancelotti har sine principper, men kan han virkelig holde den nyerhvervede superstjerne på bænken til fordel for – formentlig – Rodrygo?
Uanset hvad kan der næppe herske tvivl om, at vi i aften kommer til at se Mbappé i aktion for Real Madrid for første gang, om det så bliver fra start eller ej. Courtois får pladsen på kassen bag Mendy, Rüdiger, Militão og den nykårede Europamester Carvajal. Og så skal Bellingham, Tchouaméni, Valverde og Vinícius naturligvis også spille fra start. Resten må vi vente med at se.
Skulle Real Madrid som forventet og påkrævet sejre i aften, betyder det, at Modric går forbi Nacho på listen over flest vundne trofæer med klubben med 26 styks og dermed bliver den mest dekorerede i klubhistorien. Samtidig vil det være Real Madrids sjette triumf i Den Europæiske Super Cup, hvilket også vil være ny rekord, idét man vil distancere AC Milan og Barcelona. Og så handler det naturligvis om at starte godt i en sæson med et hav af kampe og hele syv trofæer på spil.
For Atalanta vil en sejr give dem deres kun tredje store trofæ i klubbens 117 år lange historie. Det skal de forsøge at vinde uden flere af deres bedste spillere. Landsholdsangriberen Scamacca er netop røget ud med en korsbåndsskade, centerbackerne Tolói og Scalvini er ligeledes ude, og det samme gælder nyindkøbet og evighedstalentet Zaniolo. Real Madrid skal dog stadig tage sig i agt for Lookman, der scorede alle tre mål i Europa League-finalen, og så vil Real Madrid-fans af lidt ældre dato med gru kunne notere sig, at Jesé-bødlen Sead Kolasinac er at finde på Atalantas holdkort.
Om Real Madrid begynder sæsonen med nyt sølvtøj, kan du se, når kampen fløjtes i gang kl. 21. Den kan følges på 3+ og Viaplay med optakt fra kl. 20:30.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Militão, Rüdiger, Mendy, Valverde, Tchouaméni, Modric, Bellingham, Rodrygo, Vinícius.
