Bellingham: Det er en aften, der er skræddersyet til Real Madrid
Jude Bellingham var den udvalgte til at gøre Carlo Ancelotti selskab på dagens pressemøde forud for Arsenal-kampen onsdag aften, her følger udtalelserne fra den karismatiske englænder.
Første og fremmest sagde Bellingham:
- Fansene er fundamentale. De skaber en utrolig stemning. Energien inde på stadion er smitsom, og spillerne giver alt. Vi kan mærke, når folk er der, og det gør kampen endnu større. Det betyder meget for os. Vi bør ikke bede Real Madrid-fansene om mere, end de allerede har gjort. De er den 12. mand og giver altid alt. Nu er det op til os at gøre dem stolte.
Om drømmen om comebacket:
- ”Comeback”. Jeg må have hørt det en million gange i denne uge. Jeg har set mange videoer fra fans og pressen. Det motiverer os virkelig. Det er en aften, der er skræddersyet til Real Madrid.
Forberedelsen:
- Emilio (Butragueño, red.)) talte om 6-1-kampen mod Anderlecht. Det er den kilde til inspiration, jeg har brugt i de her dage. Jeg har også set de nyere comebacks. Vi vil være en del af det og føje et kapitel til klubbens historie. Det er op til os, og jeg mener ikke, der er noget, vi ikke allerede har gjort i Champions League. I morgen er endnu en mulighed for at forme fremtiden. Det er meget vigtigt for os.
Om at vise følelser på banen:
- Det er normalt, at følelserne får frit løb på banen. Man råber højere end normalt. Vi har et meget anderledes forhold, vi skal være ærlige over for hinanden. Der er mange interaktioner i en kamp, og I tillægger dem mere betydning, end vi gør. Man kan ikke gå ind til sådan en kamp uden at være 100 % på. Det er alt for os, vores eneste motivation er et comeback. Vi er spændte og ser frem til det.
Stemningen:
- Den er meget bedre end det, vi så i den første kamp. Man skal forstå, hvad kampen kræver, der er mange elementer. Det handler ikke kun om én ting, og vi præsterede ikke på vores højeste. Når man taber, ser man kampen igen og igen, og vi ved, vi kan gøre det meget bedre. Det er det, vi vil vise i morgen. Én ting er at tabe, noget andet er ikke at lære af det. Det skal vi gøre til i morgen.
Der har været skrevet meget om de mange færre løbede kilometer fra Real Madrid-spillerne end hos resten af Champions League-holdene, og Bellingham blev spurgt ind til værdien af løbearbejdet:
- Hvis du løber mere, har du flere muligheder, og hvis ser på det logisk, påvirker det naturligvis kampen. Det giver dig i sidste ende flere chancer. Sidste år var det det samme. Vi var ikke dem, der løb mest, men vi vandt Champions League. Vi skal vide, hvilke rum vi skal dække, og hvad det betyder at løbe den ene eller anden vej. Det handler om at finde balancen mellem hvor meget og hvor lidt, og hvor man skal løbe. Det er en kombination af begge dele. Vi gjorde det ikke godt på Emirates, og jeg er sikker på, vi kommer til at løbe mere i morgen. Forhåbentlig har vi også en bedre plan for, hvordan vi skal gøre det.
Hvornår man begynder at tro på comebacket:
- Ærlig talt, lige efter kampen er det svært, for man står i en hård situation. Man tænker, det bliver svært, men når man snakker sammen og mærker den fælles tro, bliver man revet med. Vi har prøvet det før, og det smitter. Det får dig til at føle dig mere tryg i situationen. Det var næsten med det samme. Da vi sad i bussen efter kampen, følte vi os ikke som nu, men vi troede allerede på os selv.
Om sandsynligheden for en remontada:
- Det, der giver os selvtillid, er vores kvalitet, klubbens historie og fansene, som vil give alt. Der har været magiske aftener på Bernabéu. Vi spillede nok så dårligt, som vi kunne, i den første kamp, og alligevel har vi en chance. Vi tror på, at vi kan gøre det bedre. Nogle gange tænker man, der ikke er nogen vej tilbage, men vi har stadig muligheder. Vi skal øge vores fokus og selvtillid. Vi har tro på vores evner.
Om Arsenal:
- Det med frisparkene overraskede os lidt. Jeg har ikke set den spiller (Rice, red.) score to mål i lang tid. Det var det eneste, der overraskede os. De er et meget godt hold, og vi vidste, de havde en fremragende træner. De er meget velorganiserede. Der var mange ting, der imponerede os, men ingen, der overraskede os.