Luka og Lucas i venteposition
Som sæsonafslutningen nærmer sig, skal der vanen tro tages nogle beslutninger angående de spillere, der har kontraktudløb til sommer, og for to af de fire i anførerkvartetten er der endnu ikke kommet klarhed om deres fremtid.
Det drejer sig om Lucas Vázquez og Luka Modric, der i skrivende stund har to og en halv måned tilbage på deres kontrakter, hvorefter det altså kan blive til det endegyldige brud med Real Madrid. Klubben opererer med et princip, hvor spillere over 30 kun får tilbudt étårige kontrakter, og ifølge Marca plejer klubben at give sine intentioner til kende senest i slutningen af april eller i starten af maj, og hidtil skulle de to spillere ikke have hørt noget.
Der er altså ikke tale om en endegyldig beslutning fra nogle af parterne endnu, men der har allerede været skrevet om, at Lucas Vázquez formentlig og forståeligt synger på sidste vers i Real Madrid, og nogle medier har tolket hans ”tak for alt”-udtalelse efter Arsenal-kampen som en bekræftelse på den tese. Omvendt går rygterne på, at Modric gerne træder ind i sine 40’ere som aktiv spiller i Real Madrid, inden han kan runde af for Los Blancos som optakt til VM i 2026.
Om Modric får den mulighed, får vi at se i de kommende måneder, men faktum er, at han – selvom han nu vejes for let til en startplads i størstedelen af de største kampe – alligevel bringer noget til bordet, som resten af truppens midtbanespillere ikke evner.
Og nåh ja, så kommer Jesús Vallejo til at efterlade sin plads på bænken til en ny, når hans kontrakt naturligvis får lov at rinde ud til sommer.

