Madridista.dk bager op til finale: Læs om redaktionens håb, forventninger og bedste Carlo-råd

Der er Copa del Rey-finale i aften, når Barcelona og Real Madrid mødes på Estadio de La Cartuja i Sevilla. Som optakt til dens store kamp kommer vi her på redaktionen med vores bedste Copa del Rey-finale-minde, vores bud på resultatet, bedste råd til Ancelotti, tre ting Real Madrid må og skal lykkes med samt et bud på den bedste kombinerede startellever. God læselyst!
Oscar:
Hvad er dit bedste Copa del Rey-finale-minde?
Sejren i 2010-2011, der kom efter forlænget spilletid og efter en periode på næsten 20 år uden succes i pokalturneringen.
Bud på resultatet:
1-3
Vi er for taktisk dårligt afstemte, og jeg sidder med en følelse af, at Barcelona kan score efter behov og ud fra et koncept, hvor de sætter hinanden op til chancer.
Vores angrebsspil er baseret på enkeltmandspræstationer plus lidt lykke og fromme, og det kan måske godt kaste et enkelt mål af sig, men det er næppe nok til at sikre en sejr.
Du har Ancelottis ører fem timer før kampen: Hvad er dit bedste råd til ham?
Det er din sidste kamp som Real Madrid-træner. Gå ud og nyd den.
Hvad er de tre vigtigste ting, som real Madrid skal lykkes med, hvis de skal stå med trofæet til sidst?
En Mbappé i topform, en Vinícius, der for første gang i to år spiller fodbold i stedet for at filme, og et forsvar, der skal spille bedre end nogensinde.
Nå ja – og så skal Valverde tage sig af Raphinha – Lucas på den opgave bliver ulideligt grimt.
Et bud på den bedste kombinerede startellever med tilgængelige spillere:
Courtois – Mendy, Rüdiger, Cubarsí, Koundé – Valverde, Pedri, Bellingham – Raphinha, Mbappé, Yamal
Christian:
Hvad er dit bedste Copa del Rey-finale-minde?
Bale som runder Barta i 2014, et helt ikonisk moment.
Bud på resultatet:
Jeg håber, vi hiver en 1-2'er med hjertet, men helt ærligt, så tror jeg nok mere på noget a la 3-1. Jeg synes simpelthen, Barca er et langt bedre sted end os spillemæssigt.
Du har Ancelottis ører fem timer før kampen: Hvad er dit bedste råd til ham?
Jeg tvivler på, meget kan ændres nu, for det ville nok mere være på sæsonbasis. Skal det være alene til denne kamp, så er det at hive formsvage Rodrygo ud, spille Mbappé og Vini alene foran og forstærke midtbanen i stedet.
Hvad er de tre vigtigste ting, som real Madrid skal lykkes med, hvis de skal stå med trofæet til sidst?
Lad være at spille den første mand, som løber dybt, men ham som kommer bagefter, så vi ikke ender i 11 offsides.
Mbappé og Vini skal finde balancen i at spille direkte og holde i bolden, så vi også kommer på bolden.
Backerne skal præstere over evne, så Barca ikke både kan angribe på inder- og yderside.
Et bud på den bedste kombinerede startellever med tilgængelige spillere:
Courtois, Koundé, Rüdiger, Cubarsí, Mendy, Pedri, Valverde, Bellingham, Yamal, Mbappé, Raphinha
Jeg ville ønske, jeg kunne tage Vini, men det kan man ikke på baggrund af denne sæson. Jeg synes også, den defensive bagkæde vidner om Real Madrids problemer. Vi har én af de bagerste 5 på banen. Så er det svært at skabe stabilitet og identitet i forsvaret, som også er nødvendig for en fungerende offensiv.
Nicklas:
Hvad er dit bedste Copa del Rey-finale-minde:
Finalen i 2011 på Mestalla. Cristiano scorer på hovedstød efter et højt Di María-indlæg. Vi får endelig ram på Pep Guardiolas hold og starter vel reelt en kæmpe periode i Real Madrid, som varer de næste syv år.
Bud på resultatet:
Jeg er ikke optimistisk. Der er ikke meget i denne sæson, der tyder på, at vi kan levere en god indsats. Nærmest alle store kampe har været dårlige, og mest af alt mod FC Barcelona. Og sådan har det jo været i flere sæsoner.
Jeg tror desværre den bliver 3-1 til Barcelona.
Du har Ancelottis ører fem timer før kampen: Hvad er dit bedste råd til ham?
Det er snart din sidste chance for at levere noget stort igen. Ligaen er ikke død, men det her er din største chance, og det kan blive en vigtig del af dit eftermæle. Gå med det, der fungerer. Lad være med at prøve alle mulige mærkelige teorier af i presspil og opbygning. Der er ingen grund til, at Lucas Vázquez skal lægge sig frem i forreste geled, når Asencio har bolden.
Stil op, som vi gjorde i sidste sæson. 4-4-2 med diamant. Vini og Mbappé på toppen. Ceballos på Kroos' rolle. Og gudskelov at Mendy er tilbage.
Courtois, Valverde, Asencio, Rüdiger, Mendy, Modric, Tchouaméni, Ceballos, Bellingham, Mbappé, Vini Jr.
Det giver os også en rigtig fin bænk med Brahim, Fran Garcia, Arda Güler, Endrick og Rodrygo at sætte ind.
Hvad er de tre vigtigste ting, som real Madrid skal lykkes med, hvis de skal stå med trofæet til sidst?
Vi skal have styr på deres kanter, på Pedri og så skal de to forreste have en god kamp.
I Yamal og Raphinha har Barcelona to farlige herrer. Raphinha er måske årets spiller, og Yamal er en dygtig playmaker. Vores backs har været en akilleshæl gennem det meste af sæsonen, så det er vigtigt, at de to, der får opgaven, præsterer. Lewandowski er ikke med, og det giver formentlig plads til Ferran Torres, som nok er mere bevægelig, men også en langt dårligere målscorer.
Der er et Barcelona med Pedri og et uden. Hvis vi kan få dem uden Pedri, så ville det være en fordel for os.
Mbappé spillede egentlig udmærket kamp sidst vi mødte Barcelona, men så var det også det. Han kan ikke gøre det alene, så det er sindssygt vigtigt, at både han og Vinicius Jr. er der.
Et bud på den bedste kombinerede startellever med tilgængelige spillere:
4-2-3-1
Courtois, Koundé, Asencio, Cubarsí, Mendy, Pedri, Valverde, Yamal, Raphinha, Vini Jr., Mbappé.
Målmanden giver sig selv. Balde havde været venstre back, men han er skadet. Jeg foretrækker Mendy over Fran Garcia på venstre. Cubarsí er selvskrevet, og så synes jeg personligt Asencio har været bedre end Rüdiger (som længe har spillet med forbindinger) i år.
På midtbanen er jeg gået med Fede Valverde og Pedri, som jeg mener har været årets to bedste midtbanespillere i LaLiga. Pedri i sin nye rolle og uden skader har været afgørende for Barcelonas sæson.
Længere fremme er jeg nødt til at have de fire forreste med, og derfor ingen Jude Bellingham baseret på denne sæson.
Jesper aka ’Gammelfar’:
Hvad er dit bedste Copa del Rey-finale-minde?
Her kommer jeg garanteret til at efterligne mange, men Bales amok-løb mod Bartra står meget klart. Det var mod Barcelona, og det var sejrsmålet. Og det har bare indskrevet sig som et ikonisk øjeblik.
Bud på resultatet:
I Madridista.dk´s ciffertips har jeg skrevet 4-2 til os. Det er nok mere med hjertet end med hjernen, for der er intet som helst, der peger i retning af en Real Madrid-sejr.
Du har Ancelottis ører fem timer før kampen: Hvad er dit bedste råd til ham?
Vær modig. Sørg for, at holdet ikke bliver presset så langt tilbage, at det bliver umuligt at give Vinícius og Mbappé noget at løbe på. Vejen til sejr går gennem, at de to spillere får nogle løbe-dueller med Barcelonas forsvar. Så hele holdet skal længere frem på banen, og så skal man være bedre til at lægge pres på Barcelonas boldstærke midtbane og på deres back-positioner.
Hvad er de tre vigtigste ting, som real Madrid skal lykkes med, hvis de skal stå med trofæet til sidst?
Lidt i tråd med ovenstående. Holdet må ikke komme til at stå for langt tilbage på banen, så man ikke kan igangsætte Viní og Mbappé. Samtidig skal man naturligvis være opmærksomme på, at Lamine og Raphinha ikke få en-mod-en-dueller med vores backs. Og så skal vi undgå offside-situationer, når og hvis vi får igangsat kontra-angreb.
Et bud på den bedste kombinerede startellever med tilgængelige spillere:
Courtois – Verdens bedste målmand.
Koundé – Desværre bedre end Don Lucas.
Rüdiger – Den bedste forsvarer af alle i denne Copa del Rey-finale.
Asencio – Spiller fortsat uimponeret.
Fran García – Overlever lidt på, at Balde er ude af opgøret.
Tchouaméni – Har spillet sig gevaldigt op og er nok bedste defensive bud på midtbanen i de to trupper.
Fede Valverde – Verdens bedste midtbanespiller.
Bellingham – Dygtig og arbejdsom.
Raphinha – den suverænt bedste brasilianer i de to trupper.
Lamine – Han er sikker på holdkortet.
Mbappé – Eneste offensive Real Madrid-spiller, som kan være sin sæson bekendt
Malthe:
Hvad er dit bedste Copa del Rey-finale-minde?
Det kommer til at lyde helt skørt det her. Mit bedste minde er Bales mål efter den lange tur uden om Marc Bartra, men faktisk ikke målet i sig selv, men derimod jubelscenen hos holdkammeraterne. For mens Benzema knap fortrækker en mine i scoringsøjeblikket, filmer kameraet ud på lægterne, hvor Cristiano Ronaldo er i fuld ekstase med holdkammeraterne over at Bale, der ellers her i sin flotte debutsæson havde løbet med en del overskrifter, bliver manden i skysovs. Bale blev mildt sagt aldrig min kop te, og omvendt tror jeg, at jeg er markant mindre Ronaldo-kritisk end så mange andre, og at se ham juble på den måde over en kollektiv bedrift, der er blevet opnået i et stort øjeblik af en anden superstjerne, er bare noget, der desværre hører fortiden til for ham.
Bud på resultatet:
Jeg er færdig med at lade optimismen løbe af med mig i timerne op til en stor Clásico, så længe Ancelotti er cheftræner. Jeg byder på et sviende 5-1-nederlag, hvor Mbappé undervejs får held med at udnytte Barcas høje baglinje, men ellers kommer deres offensivspillere til at smadre løs på vores defensiv. I 4-0-nederlaget på Bernabéu løb Mbappé offside et hav af gange, lige efter at Bayern havde haft store problemer med nøjagtig de samme få dage forinden, og det fortæller mig bare, at Ancelotti ingen idéer, kampplan eller taktisk snilde har til at modstå det, som Flick bringer til bordet. Lad os håbe, at dette bliver en omvendt jinx.
Du har Ancelottis ører fem timer før kampen: Hvad er dit bedste råd til ham?
Gør, som du skulle have gjort i hele sæsonen: Lad Mbappé glide direkte ind på Rodrygos plads og behold ellers det helt samme system som fra sidste sæson. Det vil sige Bellingham lige bag Mbappé og Vinícius og så med en midtbane, der måske ikke har Kroos’ visioner eller Camavingas kampstyrke, men bliver mere kompakt af det simple faktum, at der er en mand mere derinde på bekostning af Rodrygo.
Hvad er de tre vigtigste ting, som real Madrid skal lykkes med, hvis de skal stå med trofæet til sidst?
At ramme en presbalance, hvor offensivspillerne ikke smadrer sig selv i sporadiske og hjerneløse enmandspres, hvorefter resten af holdet er strakt faretruende ud. Find ro med at stå mere kompakt, ikke nødvendigvis helt nede foran egen felt, så der er for langt frem, og lukrér så på genpressituationer og hurtige omstillinger.
Vores backer skal spille et brag af en kamp. Hvis de ikke spiller langt over evne, kan jeg ikke se, hvordan vi skal kunne holde Barcas dygtige offensiv fra at score for mange mål.
Hvis Vinícius holder på sit spillehumør fra de seneste kampe, skal vi få fyldt godt op i feltet, for når han kommer så ofte til baglinjen, skal der være nogle at ramme derinde.
Et bud på den bedste kombinerede startellever med tilgængelige spillere:
Courtois – Koundé, Rüdiger, Cubarsí, Mendy – Valverde, Pedri – Yamal, Bellingham, Raphinha – Mbappé
Forsvaret: Der er ingen vej uden om Courtois og Koundé. I centerforsvaret synes jeg ikke, at nogle af holdene har tip-top-spillere lige p.t., men Rüdiger og Cubarsí er nok de stærkeste. Mendy på venstrebacken er simpelthen fordi, at Fran García, Alaba og Barcas lappeløsninger i Baldes fravær er for svage.
Midtbane: Pedri, Valverde, Yamal og Raphinha er for mig alle selvskrevne. Og så vælger jeg Bellingham, fordi jeg stadig synes han er topklasse. Han bliver bare brugt enormt dårligt. Vinícius bliver derfor vejet for let, selvom der er pil op rent spillemæssigt lige nu.
Angreb: Den vinder Mbappé forholdsvis let, når Lewandowski ikke er klar.
