Yusi kan få debut for førsteholdet
Real Madrid må undvære spillere som Ferland Mendy, Eduardo Camavinga og David Alaba resten af sæsonen og dermed er Fran García eneste reelle venstreback i truppen.
Derfor er der udsigt til, at stortalentet Yusi rykkes op og kan få debut for Real Madrid i nogle af de resterende kampe.
19-årige Youssef Enríquez Lekhedim er af marokkansk afstamning, men født i Madrid i oktober 2005 og han har været i La Fábrica siden 2017, hvor han blev en del af Infantil B-holdet og siden har hans karriere taget fart og han regnes for et af de helt store talenter i Valdebebas, hvor han i denne sæson har været den mest sikre mand på holdkortet hos Real Madrid Castilla.
Yusi, som han kaldes i daglig tale, har spillet flere ungdomslandskampe for Spanien, men har siden valgt at tørne ud for Marokko, hvor han foreløbig har spillet 5 U20-landskampe og senest har været udtaget to gange til A-landsholdet, hvor han er holdkammerat med Brahim, samt den tidligere Real Madrid-spiller, Hakimi.
Som spiller er Yusi angrebsivrig og han er fysisk stærk, hvilket har fået flere til at sammenligne ham med Roberto Carlos.
Han har kontrakt med Real Madrid frem til 2028.
