Referat: Barcelona - Real Madrid 4-3, LaLiga, 35. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid må sande, at man er lysår efter Barcelona i denne sæson, eftersom man her til eftermiddag tabte sæsonens fjerde Clásico ud af fire mulige. Der blev scoret hele syv mål, og her var man heldige med, at målene fordelte sig mere jævnligt, end hvad tendensen ellers alt for ofte har været, når Ancelotti har stået i spidsen for Real Madrid i verdens største klubkamp.

 

Real Madrid fik ellers en ønskestart på opgøret, da Szczęsny begik et klokkeklart straffespark på Mbappé efter tre minutters spil, som franskmanden efterfølgende selv tog sig af og sparkede i kassen til 1-0. Endnu bedre blev det, da selvsamme Mbappé bragte Real Madrid på 2-0 efter 13 minutter, da Vinícius med en ydersideaflevering spillede ham fri i dybden. Forinden viste Yamal, at han har vaskeægte Barca-DNA med et pinligt forsøg på at filme sig til et frispark, og det blev naturligvis ikke omgjort af VAR, hvorfor målet stod.

Real Madrid stod altså pludselig med en 2-0-føring, men det skulle hurtigt vise sig nok mest af alt at være tilfældigt. Fordi Barcelona åd sig hurtigt ind i opgøret, hvilket også blev gjort væsentligt nemmere af, at Vázquez forærede dem både kniv og gaffel. 1-2-målet kom efter et hjørnespark, der snildt kunne være undgået, hvis den afsindigt overmatchede højreback ikke havde foræret dem bolden forinden, og med det forsvar – og gameplan i øvrigt – som Real Madrid kunne præstere, skulle en 2-0-føring vise sig slet ikke at være nok.

For Real Madrid stillede sig bare tilbage, og da man ikke evner at stå kompakt i en lav blok, betød det, at Barcelona nemt kunne køre de hvidblusede rundt i manegen, hvilket i øvrigt betød, at en spiller som Arda Güler blev komplet overflødig. 2-2-målet kom allerede efter 32 minutter, netop i en situation hvor Barcelona fik lov at kombinere sig hele vejen ind i feltet, hvor Yamal kunne afslutte fra sin favoritposition med et skruet forsøg over i det lange målhjørne.

Få minutter senere blev det endda 3-2, da Ceballos fremtvang et boldtab af Mbappé, og da Vázquez var milevidt fra Raphinha i omstillingen, var det en formssag for brasilianeren at bringe hjemmeholdet foran, efter Real Madrid i de foregående 20 minutter havde været komplet passive og chanceløse. Netop Raphinha brændte kort efter en enorm chance på oplæg af Yamal, hvor han nemt kom mellem Tchouaméni og Vázquez der i fællesskab demonstrerede, at de ikke er udannede forsvarsspillere. Og apropos Vázquez, så forærerede spanieren i de sidste minutter af første halvleg Barcelona en 4-2-scoring da han fumlede rundt med bolden og mistede den til Raphinha, der selv kunne afslutte angrebet kort efter.

I anden halvleg kom Real Madrid lidt bedre med, idét Modric fik skabt lidt ro på midtbanen i stedet for Ceballos, mens Brahim kom ind i stedet for en komplet usynlig Arda Güler, som Ancelotti tilsyneladende ikke havde nogen særlig idé med at spille fra start, eftersom man alligevel puttede sig nede i feltet. Brahim gjorde det ikke meget bedre, men var dog stærkere i duellerne, og han kunne faktisk have fået en assist tidligt i anden halvleg, men desværre sendte Vinícius på en elendig førsteberøring bolden direkte i favnen på Szczęsny.

Generelt var anden halvleg en rodet affære med korrekt annullerede scoringer og masser af chancer til begge hold. I det 70. minut fik Mbappé reduceret til 3-4 på sin hattrickscoring, hvilket gav Vinícius sin anden assist i kampen, men ser man på antallet af lovende spilsekvenser, som brasilianeren formøblede, var det slet ikke godt nok, det der kom fra Real Madrids nummer 7.

Der nåede også at være noget straffesparkspolemik, men kampens dygtige dommer valgte korrekt ikke at dømme det til Barcelona, efter Tchouaméni blev ramt på armen fra klos hold. Og så er det værd at nævne, at en af Castillas bedste spillere i sæsonen, Victor Muñoz, blev skiftet ind til sin førsteholdsdebut i det 88. minut, mens Rodrygo sad hele kampen på bænken. Muñoz fik i øvrigt en gigantisk chance for at udligne til 4-4, få sekunder efter han var kommet ind, men desværre sendte han bolden forbi mål. Også Mbappé fik en stor chance på en friløber, og var han ikke løbet i offsideposition, var hovedstødsmålet fra Tchouaméni nok også blevet anerkendt, men alt i alt er der ikke meget at beklage sig over efter dette nederlag, der nok i virkeligheden var billigt sluppet i forhold til den mængde chancer, Barcelona fik skabt.

Kampens badebold: Det er simpelthen utroligt, at Ancelotti ikke allerede i efteråret fik kørt nogle akademispillere i stilling til at kunne tage kampen op med Vázquez. De kan UMULIGT være dårligere. Antallet af mål, han har været direkte skyld i i sæsonen kan jo tælles på fire hænder efterhånden, og i dag får han ligefrem Fran García på den anden back til at se habil ud, hvilket ikke siger så lidt. Stor kærlighed til ham herfra, men også et gevaldigt ’farvel og tak’.

Kampens spiller: Mbappé gjorde sit for at holde Real Madrid inde i mesterskabskampen med sit hattrick, der nu bringer ham i spidsen på LaLigas topscorerliste.

Perspektiver mod kommende kampe: Tillykke til Barcelona med mesterskabet. Nu får Ancelotti tre ligakampe til at runde af i Real Madrid, og så kan vi omsider se frem imod, at Xabi Alonso kommer ind med nogle friske idéer, som mange dygtige spillere på holdet forhåbentlig kan få gavn af.

Seneste artikler...