Ancelotti efter sæsonens 4. Clásico-nederlag: Vi skulle have forsvaret bedre
Carlo Ancelotti afholdt karrierens sidste pressemøde i forbindelse med en Clásico, da han i går aftes skulle udtale sig om 4-3-nederlaget til Barcelona, og her følger italienerens udtalelser.
Overordnet så Ancelotti kampen således:
- I en kamp på dette niveau skal man både forsvare og angribe godt. Vi angreb godt og skabte chancer. Selvfølgelig kunne vi have gjort det bedre i første halvleg, vi lavede nogle åbenlyse fejl, som kostede os mål.
Udskiftningen af Vinícius:
- Jeg foretog udskiftningen, fordi han havde forstuvet anklen. Han forsøgte at fortsætte, men det generede ham, og jeg foretrak at tage ham ud.
Om hattrickmageren Mbappé:
- Han gjorde det godt. Offensivt havde vi chancer, og de var meget store. Vi angreb godt, kom bag deres forsvar og undgik offsides. Vi scorede tre mål samt to, der var offside. Offensivt havde holdet en klar idé. Vi kunne have forsvaret bedre i de første 30 minutter af første halvleg, men vi må ikke glemme, at vi manglede fem forsvarsspillere.
Hvorfor Rodrygo ikke spillede:
- Han var kommet sig (oven på sin sygdom, red.), men han havde det ikke godt. Han var ikke på toppen. Jeg har ikke noget problem med ham. Han har haft feber, og at sætte ham ind i fem minutter, når han ikke er frisk, indebærer en risiko for, at han kunne blive skadet.
Om denne sæsons Clásicos, der alle er endt med Barcelona-sejre:
- Vi skulle have forsvaret bedre. I dagens kamp var det ret tydeligt, at vi forsvarede dårligt, og det var ikke, fordi vi stod lavt. Vi forærede dem nogle chancer, og de straffede os.
Ancelotti rundede af således:
- Vi havde to muligheder for at gøre det til 4-4. Det var en intens, hårdt kæmpet og jævnbyrdig kamp helt til sidste sekund. En offside var grunden til, at vi ikke udligende. Jeg så to store hold. Der er intet at sætte en finger på, når det gælder indstilling og engagement. Det gik ikke vores vej, men vi kæmpede til det sidste.

