Victor Muñoz blev 8. førsteholdsdebutant i sæsonen

Carlo Ancelotti har fået meget hyr for at nægte at bruge de unge spillere, og selvom det er klokkeklart, at det er tæt på umuligt for unge spillere reelt at udfordre allerede etablerede spillere i kampen om spilletid, har han faktisk delt en helt del debuter ud i denne sæson.

 

Victor Muñoz, der kom ind i slutningen af gårsdagens Clásico blev spiller nummer otte til at debutere for Real Madrids førstehold i sæsonen, og den 21-årige offensivspiller fik endda en gigantisk chance for at takke for muligheden med en udlignende 4-4-scoring, men desværre kanonerede han bolden forbi mål.

Gonzalo García har været den store profil for Castilla i denne sæson, men især her i 2025 har Muñoz spædet godt til med mål og assist, skabt med sin enorme fart og aggressivitet, og han står i alt noteret for 10 mål og 7 assists på 32 kampe for Real Madrids andethold.

Tidligere har Ancelotti i denne sæson givet debut til Jacobo Ramón, Raúl Asencio, Daniel Yáñez (ét minut i en udebanekamp imod Girona), Lorenzo Aguado, Diego Aguado, Chema Andrés og keeperen Fran González. Også førnævnte Gonzalo fik én kamp og scorede endda et sent matchvindermål, men der var ikke tale om debut, da han i sæsonen forinden blev noteret for to optrædener for Real Madrids førstehold.

Seneste artikler...