Marca: Her er Xabi Alonsos stab
Når Xabi Alonso inden længe overtager Real Madrids førstehold, kommer han til at tage nogle af sine egne folk med. Ifølge Marca er der tale om mindst tre personer, som er:
- Sebastian Parrilla: Argentiner, der er Xabi Alonsos førsteassistent. I tilfælde af sygdom eller karantæne er det Parrilla, der vil stå i spidsen for holdet. Han har arbejdet med Alonso fra starten af, og tog med ham fra Real Madrid til Real Sociedad og dernæst Bayer Leverksen. Inden da var han i Real Madrid fra 2001, hvor han var tilknyttet alt fra u11 til Castilla.
- Alberto Encinas Pozo: Spanier, der er Alonsos andenassistent, har bl.a. været tilknyttet FC Barcelona, inden han tog til Leverkusen i 2021. I Barcelona var han assistent for García Pimienta, der senere kom til at stå i spidsen for Las Palmas og Sevilla.
- Ismael Camenforte López: Spanier, der er fysisk træner. López har tidligere været tilknyttet Barcelona, New York City FC, Rumænien, det catalonske landshold, og så blev han i august 2020 ansat af DBU, hvor han blev fysisk træner for det danske landshold under Kasper Hjulmand, der især var glad for, at han formåede at implementere arbejdet med bold i den fysiske træning. Han kom til Leverkusen i 2022.
