Xabi Alonso: Vi må ikke blive overmodige
Xabi Alonso står over for sit første rivalopgør med Atlético Madrid som cheftræner for Real Madrid, og her følger baskerens udtalelser forud for kampen, der er sæsonens største test indtil nu.
Om kampen:
- På den ene side er der forberedelsen til kampen, som altid foregår på samme måde. Men det er et derbi, og det har en unik atmosfære og spænding. Det er en helt særlig kamp. I morgen forventer vi en fantastisk atmosfære, en hård atmosfære, som vil få os til at spille med den rette energi og koncentration for at kunne vinde.
Om cheftræneren Diego Simeone:
- Det, Simeone har gjort i de fjorten år for Atlético, er enormt vigtigt. Jeg er kun lige begyndt. Jeg kan godt lide at tage tingene lidt efter lidt; jeg sætter mig ikke langsigtede mål. Vores start har været god, men der er stadig lang vej igen. Vi får se.
Om han kan matche rekorden på 100 point i ligaen:
- Det er meget svært; hver kamp er vanskelig at vinde. Vi har kun spillet seks, og vi har vundet dem alle indtil nu, men vi har kæmpet hårdt i nogle af dem. Vi må ikke blive overmodige. Man skal ikke tro, at bare fordi man går på banen og har det hold, vi har, så vinder man. Man skal arbejde hårdt og forberede sig godt. Vi skal være konstante. Jo mere vi lærer os selv at tage teten på enhver bane, jo flere kampe vinder vi. Vi skal ikke slappe af, for så kan man dumme sig.
Om Mastantuono:
- Han har mange positive kvaliteter. For den alder, han har, og med hensyn til at han ankom her for en måned siden – og til et nyt land, en ny liga og til en stor klub for et kort stykke tid siden – har han tilpasset sig virkelig godt. Jeg elsker den kvalitet og personlighed, han har, men endnu mere hvor konkurrencedygtig han er. Han har masser af energi. Han skal vejledes, og han skal opsnappe nogle koncepter, men det konkurrencemæssige gen er fundamentalt i vores hold. Jeg er meget glad for, at de hentede ham, og vi kommer til at nyde ham i lang tid.
Om Bellingham:
- Han er en offensiv midtbanespiller. Han kan deltage i opspillet og afslutningerne. Han har den store evne til at dække meget af banen. Vi skal være effektive til at få bolden til ham så meget som muligt, så han kan skabe ubalance. Han har trænet i længere og længere tid, og han får mere og mere spilletid. Nogle spillere er mere positionsfaste eller statiske, men Jude er ikke sådan.
Ting at forbedre:
- Vi gør en del ting godt, og vi skal fortsætte med at forstærke dem. Jo mere fleksible og uforudsigelige vi er med bolden, jo bedre. Vi har mere end én måde at angribe på. Uden bold har vi taget skridt fremad, og det må vi ikke miste.
Om at Vinícius skal ind og spille på Metropolitano:
- Vi må ikke lade os rive med af alt det, der er sket; vi skal fokusere på kampen, på det der sker på banen. Vini Jr. er fundamental for os. Han spillede en fantastisk kamp den anden dag. Jeg kunne godt lide mange af de ting, han gjorde, og jeg kan godt lide at se ham smile. Forberedelsen til i morgen bliver den samme.
