Uforløst nullert

 

Der var lagt op til at det kunne blive en legendarisk aften på Santiago Bernabeu, såfremt det ville lykkes Cristiano Ronaldo at lave endnu et hattrick og dermed overgå legendariske Raúl som alletiders målscorer i den hvide trøje.

Benítez havde et par ændringer i forhold til midtugekampen i Baskerlandet, hvilket gav chancen til Jesé i front mens Nacho overtog Pepes plads i midterforsvaret, der var blevet skadet.

Fra starten stod der Real Madrid på begivenhederne uden det dog på nogen måde blev farligt. Godt nok fik Ronaldo bolden i nettet efter syv minutter, men scoringen blev ganske korrekt annulleret for offside.

Javi Gracias Malaga spillede generelt ganske kløgtigt, stod solidt og kompakt i de defensive linjer, hvilket gav grus i midtbanemaskineriet for hjemmeholdet. Gang på gang ledte Kroos og Modric forgæves efter den næstsidste målgivende aflevering og lige så mange kunne de lilla-klædte andalusiere sparke væk. Samtidig var udeholdet aggressive på deres få men veludførte dødbolde.

Selvom Real Madrid var klart mest boldbesiddende var chancerne aldrig rigtigt nogle, der fik det kræsne Bernabeu-publikum op af sæderne. Faktisk skulle man runde de første 30 minutter før der for alvor kom snært i afslutninger. Jesé og Ronaldo, oftest med Isco som mellemmand, stod for en håndfuld halvfarlige afslutninger, men aldrig nogen der gav Kameni sved på panden.

Spredte buhråb og piften bredte sig så småt på lægterne og måske i håb om at lægge en dæmper på disse forsøgte først Ronaldo med en tør helflugter og minuttet efter Isco med en fræk detalje i det lille felt hen imod halvlegens slutning. Ganske symptomatisk sejlede begge afslutninger forbi mål og derfor var der nok at snakke om i katakomberne under Bernabeu, da spillerne gik til pauseteen.

Det spillemæssige rod fortsatte for Real Madrid i anden halvleg. Halvdårlige løsninger fra midtbanen og afslutninger fra offensiven, der simpelthen bare ikke havde den saft og kraft der plejer at kendetegne den ellers så potente af slagsen. Rigtig farligt blev det først omkring den rundede time, men storspil af Kameni mellem stængerne og et mål der var som forhekset for Ronaldo, gjorde at netmaskerne forblev stillestående. For lige at gnide yderligere salt i såret måtte Jesé lade sig udskifte efter en god afslutning, der desværre ikke udløste en scoring, men formentlig en skadespause til den unge spanier.

Efterhånden som minutterne forsvandt på Bernabeus stadionur fornemmede man, at der skulle en tilfældighed, en dødbold eller noget ganske særligt til for at bryde Malagas solide forsvarsværk. Anført af en uskarp Cristiano Ronaldo gik Real Madrid på jagt og med 12 minutter igen fik hjemmeholdet en trumf i ærmet. Malagas Amrabat valgte pludseligt og helt uprovokeret at sende sin albue i Marcelos ansigt i brasilianerens tilbageløb og så var der marchordre til marokkaneren.

Med 11 mod 10 pressede Real Madrid yderligere på og testede flere gange Kamenis reflekser, dog hver gang med målmanden som vinder. I flere situationer dansede bolden på stregen, men blev korrekt ikke dømt inde. Dog var det en fejlkendelse af de større da linjedommeren med blot et enkelt minut igen dømte Modric offside. Kroaten sendte ellers bolden videre til en helt fri Isco, men målet blev altså forkert annulleret – desværre. For mållinjen var simpelthen uigennembrydelig hertil aften og dermed blev det ved 0-0. Særligt Ronaldo skylder dog en del i afbrænder-kassen efter hele 14 afslutninger på Kameni uden scoring. Intet mindre end for ringe!

Dermed må Real Madrid igen overlade førstepladsen til Barcelona efter bare tre dage.

Resultat: 0-0 (0-0)

Real Madrid: Navas – Carvajal – Varane – Nacho – Marcelo – Isco – Kroos – Modric – Jesé (Kovacic 60’) – Benzema - Ronaldo

Malaga: Kameni – Torres – Weligton – Angeleri – Rosales – Recio – Tissone – Carlos – Tighadouni (Juanpi 70’) – Fornals (Horta 79’) - Amrabat

Dommer: González González

Gule kort: Miguel Torres 28’, Raphael Varane 48’, Nacho 52’, Juanpi 87’, Carvajal 89’

Røde kort: Amrabat (77’)

Kampens spiller: Keylor Navas. Det bliver aldrig en rigtig god kamp, når man må uddele kampens spiller til målmanden, men costaricaneren gjorde sin pligt og leverede tilmed en fremragende redning på Recios frispark efter knap 50 minutter.

Kampens detalje: Publikums ”hyldest” til Jesé da han måtte lade sig udskifte med en skade.

Kampens badebold: Cristianos Ronaldo. Det er simpelthen bare ikke godt nok at brænde 14 mere eller mindre store målchancer, når man er verdens bedste portugiser.

Seneste artikler...