En eftermiddag i fejlafleveringernes tegn

Real Madrid hentede her til eftermiddag lidt oprejsning på Estadio Ipurúa ved at hente en sejr på 0-2, men herudover vil kampen ikke blive husket for eftertiden, for det blev et studium i fejlafleveringer på det lille intime stadion med plads til 6.000 tilskuere + dem, der kan kigge med fra altanerne i højhus-byggerierne hele vejen rundt om stadion.

 

Efter tre kampe, hvor man har indkasseret 10 mål var der naturligt fokus på forsvaret, som til dagens lejlighed var helt nyt med Nacho og Pepe i forsvaret og Danilo på en uvant venstre back, mens Carvajal indtog sin vanlige plads i højresiden, frem til endnu en skade i det 85. minut. Men forsvaret er faktisk den kæde, som efter opgøret kan være mest tilfredse med indsatsen, for Nacho og Pepe tog sig af stort set alt, hvad der kom ned i deres rækker, men de kunne så se en midtbane, hvor Kroos og Modric aldrig fik fodfæste sammen med Kovacic og i front havde en godt kæmpende Gareth Bale ikke megen hjælp i James og Cristiano Ronaldo.

 

I en rodet og uskøn første halvleg var der dog få lyspunkter, som for eksempel da Modric og Bale kreerede scoringen til 0-1 i et samarbejde som David Levy nok godt kunne have brugt i Tottenham. Scoringen kom lige inden pausen, da Modric sendte bolden ind i pandebrasken på Bale og så kunne waliseren score sit første Liga-mål i 3 måneder. Forløsning.

 

Anden halvleg blev præget af Cristiano Ronaldos spæde forsøg på at komme ind på balletskolen, da han i et par situationer ivrigt legede svanens død i  straffesparksfeltet og da der så endelig blev begået klokkeklart straffe på portugiseren valgte dommer Manzano bevidst at lave en fejldom ved ikke at dømme det. Med et perfekt udsyn til situationen kan der ikke herske tvivl om, at han enten så straffesparket og undlod at dømme det eller også må han være oplagt kandidat til at få tildelt et gult armbind med tre sorte prikker og en hvid stok med et par røde striber.

 

Cristiano Ronaldo fik dog sit straffespark 10 minutter før tid, så han kunne komme på måltavlen. Det skete da indskiftede Lucas Vázquez smuttede bag om en Eibar-forsvarer og faldt over hans ben.  Det var ikke det tydeligste straffespark i historien, men tilsvarende sikkert sat ind af portugiseren, som fortsat kæmper for at finde målformen sådan for alvor.

 

Oven på et par hektiske uger havde Real Madrid dog allermest brug for at komme tilbage på sporet og det fik man måske påbegyndt her.

 

Kampfakta:

Eibar - Real Madrid 0-2 (0-1)

0--1 Bale (42.)

0-2 Cristiano Ronaldo (81., str.)

Tilskuere: 6.000

 

Dommer: Gil Manzano.

 

Gule kort: Pepe, Kovacic, Vázquez, Bale (Real Madrid), Dos Santos, Escalante, Verdi (Eibar)

Røde kort: Ingen.

 

Real Madrids hold: Navas, Carvajal (Benzema, 85. min.), Pepe, Nacho, Danilo, Kovacic (Casemiro, 79. min.), Kroos, Modric, James (Lucas Vázquez, 65. min.), Bale, Cristiano Ronaldo.

 

Kampens spiller: Gareth Bale. God arbejdsindsats og vigtigt mål lige inden pausen.

Kampens badebold: James. Det kan du gøre meget bedre, James.

Kampens detalje: Det er måske et tegn på kampens mangel på kvalitet at denne skriben vælger at fokusere på det sympatiske i at have en altan med kig lige ned på banen. Man bliver lidt Eibar-fan, selv om deres trøjer er en rædsel at kigge på.

Seneste artikler...