Første hjemmebanenederlag til Real Madrid Castilla

Real Madrid Castilla fortsætter nedturen og i weekenden led man sit andet nederlag i træk, da Castellón kunne trække sig tilbage fra Estadio Alfredo di Stéfano med en sejr på 1-2.

Raúls tropper fik en forfærdelig start på kampen, da Castellón bragte sig foran allerede i det første minut, men man lod sig ikke gå på af det og man kom frem til flere gode muligheder i løbet af første halvleg, hvor der dog ikke blev scoret mere.

Presset fortsatte i anden halvleg og udligningen kom efter ti minutter, da Latasa fulgte op på et hjørnespark fra Peter og sparkede bolden i mål. Glæden varede dog kun i otte minutter, for Kandoussi bragte atter udeholdet foran.

Dermed tabte Real Madrid Castilla for første gang i denne sæson på hjemmebane.

Real Madrid Castillas hold: Luis López, Miguel, Gila, Pablo Ramón (Santos, 73’), Blanco, Dotor (Jaume Jardí, 82’), Latasa, Arribas, Peter (Gudjohnsen, 73’), Morante (Aranda, 57’; Mario Martín, 82’) og Rafa Marín.

Seneste artikler...