I Carvajal og Achrafs fodspor? Rafa Marín rygtes til Bundesligaen
Spansk presse har gennem sæsonen skrevet en del om Castilla-forsvarerne Mario Gila og Rafá Marín. Det endte med, at Gila fik sin førsteholdsdebut plus et ekstra indhop mod slutningen af sæsonen, men alligevel virker det til, at man i Real Madrid nærer større tiltro til Maríns fremtid.
Gila meldes på vej videre til Getafe, hvor Real Madrid dog formentlig vil holde snor i ham på den ene eller anden måde, men det tyder på, at man mere opmærksomt overvejer, hvordan man kan udvikle Marín på bedst vis med fremtiden in mente.
I Real Madrid overvejer man ifølge Marca mulighederne for at udleje ham til en klub i Bundesligaen, hvor spillestilen synes at passe godt med Maríns kvaliteter. Det værende kraft, intensitet og fart, som ligeledes har passet godt til tidligere Real Madrid-lejesvende i det tyske.
Samtidig overvejer man også at give ham endnu et år hos Castilla, men her frygter man naturligvis, at man begrænser hans udvikling ved blot at lade ham spille i den tredjebedste spanske række. Tidligere kunne det have været en bedre mulighed, hvis han endda kunne komme op og kæmpe med Jesús Vallejo om pladsen som fjerdevalget til førsteholdets centerforsvar. Med ankomsten af Antonio Rüdiger er den mulighed dog formentlig væk, og derfor skal man nøje overveje, hvad man beslutter med forsvarsspilleren, der blot fyldte 20 år tilbage i maj.
Marín har regelmæssigt været med oppe at træne med hos førsteholdet i den forgangne sæson, og han var ligeledes indkaldt til kamptruppen i mere end en håndfuld gange. Tidligere har den schweiziske klub Basel samt diverse LaLiga-klubber været meldt interesserede, men i Real Madrid er man angiveligt mest varme på at sende ham til en Bundesliga-klub. Det har Real Madrid som bekendt god erfaring med, når det kommer til forsvarsspillere, da både Dani Carvajal og Achraf Hakimi spillede pragtsæsoner hos henholdsvis Bayer Leverkusen og Dortmund.
