Real Madrid Castilla slog Deportivo

For år tilbage var Deportivo la Coruña en konstant trussel for Real Madrids førstehold, men i dag roder de rundt i den tredjebedste spanske række og i denne weekend tabte de med 1-0 til Real Madrid Castilla.

Raúls tropper lagde stærkt fra land og pressede Galiciens stolthed i bund og det gav bonus efter otte minutters spil, da Álvaro Martín bragte holdet foran. Herefter var det småt med chancer, men hjemmeholdet følte sig snydt for en scoring efter 38 minutters spil, da kampens dommer ikke mente, at bolden havde passeret målstregen.

I anden halvleg viste Real Madrid Castilla stor defensiv styrke og holdt Deportivo fra at nærme sig udligning og i stedet blev galicerne ramt af en udvisning, da Lapeña nedlagde Álvaro og med en mand i overtal forsøgte man at få den endelige afgørelse på kampen, men det blev ved den enlige scoring i kampen.

Real Madrid skal igen i næste runde op mod galicisk modstand, når man møder Celta B på udebane.

Real Madrid Castilla: De Luis, Tobias, Rafa Marín, Pablo Ramón, Mario Martín, Dotor, Arribas (Iker Bravo, 79’), Peter, Álvaro Martín (Javier Villar, 89’), Edgar og Álvaro.

Seneste artikler...