Nyt hjemmebane-nederlag til Real Madrid Castilla

Real Madrid Castilla fortsætter nedturen og i weekenden blev det til et nederlag på 1-2 mod Algeciras hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano.

Det kunne dog være gået meget anderledes, hvis man havde kendt sin besøgelsestid foran mål og så hjalp det naturligvis heller ikke, at Gonzalo gik et mål underkendt for off side.

Algeciras kom foran på et hovedstød fra Montes Arce efter 12 minutters spil, da han udnyttede et hjørnespark, men Castilla-mandskabet fik kæmpet sig tilbage og da Palacios udlignede på frispark omkring den halve time, lignede det at man kunne vende kampen til sejr, men blot otte minutter senere scorede Diego i en situation, hvor man gerne ville have haft ham dømt off side, men scoringen fik lov til at tælle.

Real Madrid Castilla forsøgte forgæves at komme tilbage i anden halvleg og her var Palacios tættest på, men han måtte se Lucho García hive en mirakel-redning frem og så gik sejren til udeholdet.

Real Madrid Castillas hold: Cañizares; Lorenzo (72' Víctor Muñoz), Mario Martín, Edgar, Obrador; Theo, Manuel Ángel (86' David González); Peter, Palacios, Gonzalo; Álvaro.

Seneste artikler...