Real Madrid Castilla smed føring på 3-0
Real Madrid Castilla fik en forrygende start på hjemmekampen mod Intercity og bragte sig foran med 3-0 i løbet af en halv time, men måtte skuffende nøjes med 3-3.
Årets sidste hjemmekamp på Alfredo di Stéfano kunne næsten ikke ønske en bedre start for Real Madrid Castilla, som lagde ud med brask og bram og kom på måltavlen første gang efter 26 minutters spil, da Álvaro Rodríguez scorede et af sine efterhånden sjældne mål.
Theo Zidane ville også være med i målfesten og han lavede to mål i de efterfølgende seks minutter, begge efter oplæg fra venstrebacken Obrador og så var Real Madrid Castilla på sikker sejrskurs. Troede man.
Intercity fik nemlig reduceret straks i anden halvleg og så begyndte nervøsiteten at brede sig hos Raúls tropper, som dog holdt stand helt frem til 13 minutter før tid. Her reducerede Intercity yderligere på et straffespark begået af Nico Paz, der havde hånd på bolden og bare tre minutter senere kom udligningen så til stor skuffelse for Castilla-mandskabet, som dermed missede yderligere skridt i kampen om at blive en del af oprykningsspillet.
Real Madrid Castilla: Mario de Luis, Obrador, Mario Martín, Theo, Álvaro, Nico Paz, Edgar, Asencio, Gonzalo (Peter, 78’), Palacios (Víctor Muñoz, 88’) og Ribes.
