Real Madrid Femenino fortsatte flot ligaform
Real Madrid Femenino blev fuldstændig udspillet af PSG i midtugen i Champions League, men i går aftes fik man alligevel tredje sejr i ligaen på stribe, da man udklasserede Betis med 4-1. Og det var nogle vigtige spillere, der kom på tavlen; Esther González fortsatte sin imponerende målform med to kasser, danske Caroline Møller takkede for en startplads med en scoring, og sommerindkøbet til angrebet, Nahikari García, kom endelig på tavlen.
Esther bragte Real Madrid foran allerede efter tre minutter, da hun headede Olga Carmonas indlæg i kassen. Betis havde også chancer, men i stedet scorede Møller til 2-0 kort før pausen.
Betis scorede kort efter anden halvlegs start, men de gjorde ikke situationen nemmere for sig selv, da de fik en spiller udvist efter en times spil. Efter 76 minutter kunne Nahikari udbygge føringen med sin første scoring i Real Madrid-trøjen. Ni officielle kampe skulle der går, siden hendes skifte fra Real Sociedad i sommer. Blot tre minutter senere scorede Esther til 4-1 på et spark et stykke udefra – fem mål på syv kampe er hun nu oppe på.
Med sejren kravler Real Madrid længere op i tabellen. Nok har man hele 17 point op til uovervindelige Barcelona på førstepladsen og 14 point til Real Sociedad på andenpladsen, men Athletic Club på tredjepladsen har man dog mere overskuelige seks point op til.
Real Madrid Femeninos hold: Misa, Teresa (Athenea, 59’), Ivana, Carmona (Corredera, 83’), Oroz, Esther, Nahikari (Claudia F., 83’), Møller (Lorena, 72’), Lucía (Robles, 72’), Rocío og Zornoza.
