Real Madrid Femenino videre til kvartfinalen i Copa de la Reina
Real Madrid Femenino spillede her til aften ottendedelsfinale i Copa de la Reina imod førerholdet fra den næstbedste række, Alhama CF, og her sikrede Alberto Torils spillere sig videre avancement.
Det var centerbacken Babett Peter, der åbnede Real Madrids scoring med et hovedstød på oplæg af Teresa Abelleira efter en halv times spil. Forinden havde både Nahikari García og Lorena Navarro haft gode forsøg, ligesom Real Madrids keeper, Méline Gérard, måtte diske op med en god redning.
I anden halvleg var Alhamas chancer primært fra standardsituationer, mens Real Madrid havde flere gode muligheder til at øge føringen. Vi skulle dog helt frem til overtiden, før 2-0-scoringen kom, da Esther González headede et hjørnespark fra Teresa i kassen. Kort efter trak Esther også et straffespark, som Claudia Zornoza sparkede i kassen til 3-0 og en plads i kvartfinalen.
Real Madrids hold: Gérard, Lucía, Peter, Florentino, Svava, Oroz (Athenea, 46’), Teresa, Møller (Esther, 76'), Zornoza, Lorena (Olga, 76') (Sara M., 81') og Nahikari.
