Real Madrid Femenino vandt El Derbi
Real Madrid Femenino vandt weekendens El Derbi hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano over Atlético Madrid med 1-0 og dermed er man fortsat førsteudfordrer til Barcelona.
Kampen blev indledt i et højt tempo mellem to ligeværdige modstandere, men de bedste chancer tilfaldt Alberto Torils tropper, hvor Esther var tættest på at komme på måltavlen efter 9 minutters spil.
Atlético Madrid kæmpede sig tilbage i opgøret og man var tæt på at gå til pause med føring på 1-0, da Santos´ frispark ramte overliggeren.
Anden halvleg var en lige så jævnbyrdig affære som første halvleg med gode muligheder til begge hold, som dog efterhånden havde indstillet sig på pointdeling, da brasilianske Kathellen headede sejren hjem efter et hjørnespark fra Teresa med seks minutter igen.
Dermed skabte Real Madrid Femenino et perfekt udgangspunkt forud for fredagens vitale CL-kamp mod Paris SG, som meget vel kan afgøre holdets videre skæbne i turneringen.
Real Madrid Femenino: Misa, K. Robles, Rocío, Toletti, Olga, Esther (Svava, 46’), Weir, Kathellen, Feller (Nahikari, 92’), Zornoza (Teresa, 46’) og Athenea.
